Angsten for at miste
Sommetider er jeg så forfærdelig bange for, at du skal dø. Hver dag mister jeg dig, når du går. Din lille klokke klirrer i det vage morgenlys, og du forsvinder ud i dagen, og jeg skutter mig under adskillelsen fra dig. Og du må ikke komme for sent uden at ringe, og du må altid tage din telefon, og du må aldrig fejle det mindste. Ellers begynder jeg at smuldre, årerne træder frem i mine tindinger, alting går i slowmotion i en altopslugende rædsel. Men den indre sal holder min angst, for kun Evigheden kan rumme min rædsel, og kun kærligheden kan hele adskillelsens sår. Den indre sal kender min elskede og mine billeder af ham. De sande billeder og dem, der er forvrængede. Jeg har vævet et tyndt slør mellem mig og min elskede, mellem angst og længsel, mellem sandhed og løgn, og jeg kan ikke længere se forskellen. Min indre sal holder mig, mens sandheden raserer mit rum, mens væggene stønner under vægten, mens stjernerne eksploderer, mens verdener forgår. Jeg kan miste min elskede på 1000 måder, og jeg kan hyle mod himlen efter svar. Men i det yderste forsvindingspunkt, hvor det, der er synligt møder det, der ligger skjult, kan jeg finde ham igen. Og når jeg finder ham, så finder jeg mig selv, mens den indre sal holder os begge i Evigheden.
Det allermest sensitive og sårbare hjerte har ofte temaer omkring tab, og vi kan alle have disse temaer i de mest sårbare perioder i livet. Det er en eksistentiel angst for ensomhed og adskillelse, og sensitivitet kan, når den blandes op med den smertelige sårbarhed, være præget af meget bekymring og ængstelse.
Opmærksomheden på, at livet ikke er evigt, og at dem vi elsker på en måde kun er til låns, kan forstærke og uddybe kærligheden og give en dyb indre taknemmelighed for alle de små dyrebare øjeblikke i hverdagen. Ud fra denne opmærksomhed kan der strømme poesi og smukke sange, og livet kan intensiveres. Det er også det jeg oplever, når jeg møder mennesker, der skal forholde sig til døden. De er mere intensivt tilstede.
Men angsten for at miste kan handle om dybere lag i den indre oplevelse, og igennem smerterummet blive for indgribende og besværlig for mennesket selv, men også for kærlighedsforholdet. Angsten kan handle om, at partneren dør, men kan også kredse om, at partneren forlader forholdet. Min erfaring er, at der er to lidt forskellige dynamikker i spil, alt efter angstens karakter.
Angsten for at blive forladt er ofte stærkest hos mennesker med et usikkert tilknytningsmønster. Der ligger ikke inderst inde en tillid til forholdets holdbarhed og til eget værd. Sikker tilknytning sikrer en indre følelse af tryghed i verden og i forholdet til andre. Og går et forhold i stykker, har den, der har oplevet sikker tilknytning, en tillid til, at der er andre, der vil elske ham eller hende. Usikker tilknytning er ofte forbundet med en indre følelse af forladthed. Det er den dybe ensomhed, der opstår i det indre barnekammer, når vi ikke har fået tryghed eller bekræftelse nok. Forladthed kan i meget smerteligt sårbare mennesker blive til en ulidelig tilstand af psykisk smerte, der ikke levner plads til tilliden til andres oprigtighed. Mens den i andre svinger fra dyb jalousi til en konstant optagethed af muligheden for at blive forladt. I mildere tilfælde ligger det som en undertone i forholdet og betyder, at den sårbare part servicerer den anden på bekostning af sig selv.
I de tilfælde, hvor vi frygter, at vores partner dør fra os og efterlader os alene i dyb krise, er der også nogle dybe eksistentielle lag spil. Forladthedstemaet kan være det samme, og den eksistentielle angst kan hænge sammen med en dyb tvivl på eget værd, og på at livet kan lykkes. Alle mennesker kender til at vågne tidligt om morgenen med tanker, der kredser om bekymring og angst for de elskede. Men hvis vi hele tiden forventer, at katastrofen ligger lige om hjørnet, er der ofte en indre tilstand af skrøbelighed og kronisk overbelastning, der gør os mindre resistente over for livets grundlæggende vilkår.
Angsten for at miste skal italesættes, og den kan i høj grad bearbejdes i både kreative og spirituelle rum. Vi er jo alle skrøbelige, men selv hvis det værste sker, så overlever vi. Vi bliver måske ikke de sammen igen, men så vokser vi nye steder hen med nye svagheder og styrker. Livet finder en vej frem.
I kærlighedsforholdet kan angstens forskellige ansigter være nedslidende for begge parter, men den kan mildnes gennem det rummelige samarbejde mellem parterne. Den af de to, der er genstand for angsten, kan komme sin sårbare partner i møde ved at indføre en række ritualer. Det kan være ekstra sms´er eller telefonopkald, eller en gennemsigtighed i alle forhold, så som fri adgang til den andens e-mail og mobiltelefon. Nogle vælger endog en app, der giver mulighed for at lokalisere partnerens Iphone, hvis den sårbare part bliver utryg. Det kan virke som et voldsomt indgreb i partnerens personlige frihed, og ikke alle ønsker sådanne tiltag. Men min erfaring er, at tilliden langsomt bygges op, og at den sårbare part, via rummeligheden og velvilligheden fra den anden, får healet sår af mistillid og gammel smerte, ligesom eksistentiel angst bliver håndterbar.
Når et menneske med en udtalt indre forladthedsfølelse bliver forladt, går det mere i stykker end andre. Det falder ofte ned i en dyb værdiløshedsfølelse, der udefra set kan virke urimelig. Derfor har angsten for at miste jo også en indre logik, idet personligheden i nogle tilfælde har svært ved at tåle det. Smerten bliver overvældende og får en meget langstrakt karakter, hvor det sårbare menneske kan risikere at vælge at forblive alene. Der er dog altid en mulighed for at arbejde dybdepsykologisk med et sådant tema, så de selvkærlige instanser i det indre landskab kan hjælpe til på vejen mod det modne og holdbare kærlighedsforhold.