En meget klog og veluddannet mand gik for en tid i terapi hos mig. Han havde en alder, der betød, at han havde arvet sin fars firma, og han har det fint med, at jeg fortæller om den vigtige erkendelse han fik i terapi. Han hører nemlig til de sjældne klienter - en mand i en vis alder!
Manden havde hele sit liv levet sin fars drøm om, at "være nogen", og på et tidspunkt begyndte han at tænke over, at han aldrig rigtig havde været glad i sit liv. Og at han aldrig havde dvælet ved sine succeser, men blot havde hastet videre til det næste. Han var nødt til at gennemgå den svære rejse det er, at opgive at" være nogen", for til sidst at finde ud, hvem han var uden titel og karriere. Denne proces gav ham en følelse af stolthed, som han aldrig havde følt ved alle sine bedrifter.
Jeg har været meget inspireret af hans historie, som er synkron med en proces jeg selv gennemgår. Jeg vågnede i nat og tænkte på min bror, der er handicappet og bor på institution, og blev enig med mig selv om, at han altid havde stået så stærkt i min bevidsthed, og at jeg aldrig havde tænkt på ham som "ikke nogen", selvom han ikke "bidrager til samfundet". Hans største bedrift i dette liv, er at være sig selv, på godt og ondt. Og som jeg lå der, synes jeg egentlig, at det var godt nok, mere end godt nok.
Jeg glemte selv, alt det jeg inderst inde godt ved, da jeg holdt foredrag i min klinik i torsdags. Der kom 20 meget søde mennesker, men jeg var så utroligt træt, ud over det sædvanlige træt.
Min søde mand optog foredraget, og det var en rigtig lærerig oplevelse. Jeg kæmpede. Egentlig oplevede jeg det ikke sådan. Jeg har jo holdt mange foredrag før. Men jeg kunne se, at talte hurtigt, at jeg glemte at trække vejret, og jeg var intensiv i mit forsøg på, at give folk noget, der var godt nok. For der var folk, der havde kørt langt, og nu skulle jeg være "nogen". Så jeg svedte i min noget for runde krop, og jeg arbejdede alt for meget ud fra, det jeg kalder Såret.
At arbejde ud fra Såret er det vi gør, når vi prøver at kompensere for gamle traumer og dårlige oplevelser. For negative selvfortællinger, og for lavt selvværd, eller for følelsen af ,at behøve oprejsning for tidligere tiders fornedrende omstændigheder. Eller når vi ubevidst søger anerkendelse, accept og kærlighed for at føle os gode nok. Så overyder vi, eller anstrenger os for meget i forholdet til andre. Når vi arbejder ud fra det grundlæggende Sår, er det ofte en forceret proces, der sjældent skaber ægte glæde og stolthed. Det skaber i stedet en kronisk stress og en indre konstant rastløshed, og en følelse af, hele tiden at mislykkedes.
Jeg havde glemt noget meget vigtigt, en forglemmelse, der over åre, har skabt udbrændthed og overvægt i mit liv. Jeg havde glemt, at jeg lykkedes den dag jeg første gang mødte mine glade forældres øjne, den dag min farmor gik amok over sit første barnebarn. Jeg lykkedes da jeg sang på gyngerne sammen med min søster, eller da jeg kæmpede med livet som en ung, usikker pige. Og jeg lykkedes, da jeg stod der i torsdag, tyk, uperfekt og træt. Hvis jeg havde vidst det, havde jeg slappet af med den viden, at jeg altid er vellykket, fordi jeg er til og fordi jeg er mig.
Vi er ikke mislykkedes, fordi vi mister et kærlighedsforhold, fordi vores børn ikke trives for en tid, eller fordi vi bliver fyret. Vi er ikke mislykkedes fordi vi er syge eller trætte eller uden noget at tage os til. Der er noget, der ikke er lykkedes, men det ikke os.
For vi er mennesker, der altid er noget, selvom vi ikke er "nogen". Vi er betydningsfulde og uerstattelige, hver især.
Jeg har besluttet ikke at være "nogen", ikke at kæmpe med at få anerkendelse eller accept eller kærlighed. Og så må det gå som det gør. Sommetider må jeg minde mig selv om denne beslutning.
Men at give slip på det niveau virker så afspændende på sjælen.
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.
Du kan lytte til og købe min CD til det dybe selvværd HER