Processen er i gang, jeg er på dyb rejse i spirituelle, dybdepsykologiske og kreative vinkler på den både dybe sensitivitet, men også der, hvor sensitiviteten bliver sårbar igennem traumer og psykiske sår. Det er smukt, det er udfordrende, det er ømt.
Jeg vil ikke konkurrere med de glimrende bøger, der allerede findes, og som indeholder håndfaste redskaber til sensitive menneskers trivsel. Jeg vil dybt ind, jeg vil ind, hvor helbredelse og trivsel opstår i gennem dybere bevidsthedslag. I gennem følelsesmæssig bevidsthed, Jeg vil skrive en bog om den dybe sensitivitet, der er dybt sensitiv i sig selv. Derfor er den bygget op med mange åbne og vekslende rum. Jeg er til stede som psykolog, som kunstner, som sensitive og som sårbar. Og alle de jeg har mødt, hjulpet, lært af og hørt fra, er også med.
Her er et beskedent sneak peak (uredigeret):
Da jeg var en ung pige på knap 21 år, vågnede jeg en dag med en lammelse i højre side af ansigtet. Set i bakspejlet kan jeg godt huske, at jeg aftenen før havde spyttet lidt skævt, da jeg skulle børste mine tænder. Men jeg havde ikke tænkt nærmere over det, da sygdom sjældent er det man tænker mest på, i den alder. Men morgenen efter var jeg temmelig skæv ved både mund, pande og øje, og senere var alt bevægelse væk. Det var en besværlig oplevelse, der ikke blev mindre trist af, at lammelsen var en de sjældnere, der blev meget langvarig. I tilgift havde jeg netop i den periode et destruktivt kæresteforhold, der ikke bidrog positivt til situationen.
Jeg husker kun lange dage foran spejlet, sørgende over de uforudsete forandringer af mit ansigt, men også, at jeg havde sagt til en veninde, at jeg var så træt af at smile, når jeg ikke var glad. Det var mit første spæde oprør mod den overtilpasning, der kostede mig så meget af min livsenergi.
En ensom og trist aften, da jeg lå rastløst i min seng, så jeg pludselig en kvinde for mit indre blik. Hun var gammel og smuk, med gråt, fint hår og et kærligt, rynket ansigt med kloge øjne. Hun aede mig på den syge kind, og gav mig en fornemmelse af helt andre, bedre tider. Hun satte sig på sengekanten og trøstede mig uden ord, bare med sit beroligende og varme nærvær. Og jeg fandt ro til at sove. Det var det første møde med den gamle kvinde, der skulle blive en fast del af mit liv.
Jeg har tit funderet over, hvem hun er. En gang var hun en moderfigur, der hjalp mig til at hele indre sår. Så blev hun en engel, der hjalp mig med, at sætte mit liv i perspektiv. Men efterhånden er hun blevet det jeg indeni vandrer imod. En vis, kærlig sjæl, der har fundet balancen, og som har noget at give til andre.
… og jeg vil have barmhjertelige rynker i mine hænder
og jeg vil have en grøn, grøn sten om halsen
og jeg vil være til stede for alle de, der endnu ikke er født
og jeg vil være hende, jeg selv søgte så længe…
Fra albummet "Evigheden og jeg."
Stille og roligt har opdaget noget værdifuld om os mennesker. Jeg har været psykolog i 15 år, og har haft omkring tusind mennesker i terapi, og en ting er sikkert. Vi er ikke entydige os mennesker, også selvom traumatiserede og / eller sensitive mennesker ofte er mere komplekse end mennesker, der har et mere faststøbt design.
Jeg har opdaget, igennem min kreative sans, at det gav mere end almindelig mening, at tale om et indre psykisk landskab, når talen faldt på, hvordan vi forstår os selv og de vanskeligheder, vi hver især har. Undertiden har jeg talt om en indre have, med særlige symboler for vores indre kvaliteter, andre gange har jeg yndet at bruge et hus med mange rum, som en god metafor. Men i den sidste ende ender jeg altid i et stort og vidtstrakt landskab med vekslende natur, huse, slotte og hemmelige rum.
Vi har mange personlighedssider, vigtige relationer og roller at udfylde, og jeg tror, at der er et rum til hvert enkelt element i os. For en kvinde, der også er mor, er der et rum, der beskriver noget om hendes rolle og følelser som mor, men der er også et rum, til hvert af børnene, for hvert forhold har sit unikke print. Der er måske også et tilstødende rum, der fortæller om hendes forhold til sin egen mor.
Der er et rum, til hende og hendes elskede, og til hende som kollega, og hende som veninde, hende som datter og svigerdatter, og mange rum, til alt det meget forskellige hun skal være.
På et dybere niveau ligger rummene for de egenskaber, der udgør hendes psykiske design. Hendes sensitivitet, hendes mod, hendes smerte, hendes selvværds tilstand, hendes drømme, hendes længsler, hendes sår og traumer og hendes evne til nærvær og glæde. På de dybeste niveauer ligger hendes åbninger mod eksistentiel angst og undren. Og åbninger til spiritualitet og andre dimensioner.
Det er både smukt og nyttigt, at bevæge sig ind i det psykiske landskab via kreativitetens symbolrige sprog. I det indre arbejde findes der nogle grundlæggende symboler, der altid er betydningsfulde.
Det indre barn er måske en terapeutisk kliche, men det er ikke desto mindre umådeligt vigtigt, fordi det knytter sig til dybe, oplevelser af kroppen og sanserne, før sproget kom til. På den måde er barnet det mest sårbare sted i landskabet, og en instans, der kan fortælle meget om vores trivsel eller mangel på samme.
Smerterummet er et rum dybt inde, der indeholder summen af alt det vi har oplevet, tolket og følt, som har bragt os, eller stadig bringer os psykisk og fysisk smerte. Man kan også tale om en smertekrop, når den fysiske krop reagerer på de belastninger, der strømmer fra det psykiske landskab, og på belastninger i samværet med andre, der bærer præg af uløste sensitive temaer. Det er så gavnligt, at tale om et smerterum, fordi det giver os indsigt i mange af vores reaktioner. Vi kan reagere på noget, der umiddelbart virker enkelt, men som udløser en langt større reaktion end situationen lægger til. Vi har aktiveret smerterummet, og alle smertelige forbindelser i dette rum. Grænserne opløses mellem det nutidige og fortidige, og smerten bliver global i vores system.
Jeg taler med min far i telefon, og jeg er nu en meget voksen kvinde, der for længst har accepteret mine forældre for hvad de nu er. Sådan da. Samtalen falder på noget, der har betydning for mig, og jeg tager en ganske lille smule plads med det. Men det interesserer ikke min far, og tonen i hans stemme er flad og ligegyldig. Snart afvikler han samtalen, og jeg sidder tilbage med en overraskende vrede. Jeg hamrer hænderne ned i sofaen, for derefter, at trække vejret dybt i et forsøg på, at forstå situationen. I stedet for, at dyrke vreden mod ham, bliver jeg nysgerrig på min egen reaktion. Bag lukkede øjne ser jeg et lille barn hoppe op og ned med hænderne i vejret, i et forsøg på at blive set. Og snart falder vreden til ro, da jeg indser, at en gammel smerte fra familiedynamikken, i et splitsekund blev aktiv. Og at smerten for en stor del, hører en anden tid til. Jeg kan nu tage mig af det i mig, der ønsker at være synligt. Og jeg ringer til en, der altid hører mig. Ligesom jeg hører mig selv.
Den følelsesmæssige bevidsthed om, hvad smerterummet indeholder, og på hvilken måde den påvirker os, er af vital betydning for vores evne til selvomsorg, og til at finde løsninger på de sårbart - sensitive problematikker. Jeg er dybt sensitiv, og det samme er mange af de mennesker, som jeg har haft den ære, at arbejde med. Jeg ved, at sensitive mennesker ofte har en stærkere fornemmelse af kompleksiteten i deres indre psykiske landskab. Fordi dørene står åbne ind til en intuitiv og stærk oplevelse af de indre rum. Sensitive mennesker har ofte også en større smertekrop, fordi en livslang vandring med alle døre åbne, og et flydende indre med øgede mulighed for skyld og skam, kan bringe mere smerte til. Især hvis, der forefindes en udtalt sårbart - sensitiv problematik, hvor grunden i smerterummet er lagt af traumer og psykiske sår.
I det indre landskab er det så vidunderligt, også at lede efter den gamle mand eller kvinde, der kan symbolisere den kærlighed og visdom, som vi akkumulerer i gennem kriserne og de betydningsfulde oplevelser i vores liv. Den gamle kvinde eller mand er også symbolet på det vi selv kan blive, og den fred og balance vi kan finde. De er tro og tillid til livets naturlige cyklus. De kan også være forældrefigurer.
Uanset hvordan, kan det være et af livets mest betydningsfulde tiltag, at udvikle et forhold til en indre ven eller en indre forælder. Her kan vi møde den støtte, der aldrig svigter, og den kærlighed, der aldrig forlader os.
Forholdet til barnet, den indre vise gamle, og til den indre forælder eller ven, kan hjælpe til at skabe balance mellem smerterum og alle ressourcerne. En balance, der gerne skal indebære, at ressourcerne fylder mest.
Jeg skrev engang et digt om, at jeg bedst huskede vinteren i mit liv. Lidet var jeg klar over, at det var smerterummet jeg refererede til. Som dybt sensitiv, med sårbarheds temaer, har jeg siddet i det rum så store dele af mit liv, med min angst, min tvivl min vrede, min sorg, min følelse af uduelighed, min misundelse og min smerte. Og på mine mange vandringer ud og ind af det rum, har jeg gradvist lært mere og mere om altings sammenhæng. Men jeg tror ikke, at det er nødvendigt, at strande så meget i det rum, som jeg har gjort. Jeg tror at selvkærligheden kan hele og forsone det, der gør ondt.
Det er vigtigt, at vi som dybt sensitive mennesker forstår, at alt det vi indeholder, står i forhold til hinanden. De mange indre rum kan samarbejde eller konflikte, og modsatrettede behov, kan gøre os forvirrede, splittede og ambivalent. Den modne kvinde, der elsker sin mand, kan længes ud på eventyr, fordi den unge pige i hende har en uforløst trang. Faren kan elske sit barn, men have så meget identitet i at lykkes arbejdsmæssigt, at barnets behov bringer ham i indre konflikt. På et indre plan kan trangen til at tilpasse sig, for at få andres anerkendelse, også konflikte med trangen til selvhævdelse og sund egoisme. Det indre barn kan være bundet til smerterummet, hvis det stadigt er såret, men det kan også sættes frit som nysgerrighed, livsglæde og leg.
Konstellationerne er uendelige, men fælles for dem er, at det dybe arbejde med at forstå dem, bringer selvaccept og ro til det forpinte sind. Vi er alt, hvad vi nogensinde har været, og nogensinde vil blive. På det indre plan ligger skitserne til vores nærmeste udviklingszoner, og alle fortællingerne om vores liv. Derinde er vi alle aldre, børn, unge, voksen og gamle. Og derinde ligger også visdommen og nøglen til løsningerne på vore livs smerte og dilemma. I de dybeste rum ligger adgangen til Altet og Guddommen.
Selvkærlighed og accept forsoner indre konflikt og stilner alt smerte. Og det kreative, spirituelle og dybdepsykologiske arbejde med at møde alle symbolerne i det inderste beriger livet umådeligt, og skænker jeget styrke og integration.
Der er et barn i hjørnet af mit rum
og det gløder i lyset fra solens sidste suk
og det ler mod mig fra rummets skygger
rækker ud
mens mørket langsomt dækker alt
tristhed finder vej får sit eget rum
Der er en gammel kvinde i mit rum
og hun hvisker velsignet om en drøm
uden navn
hendes hjerte er bygget på bjerggrund
mens mit hjerte er bygget på sand
men i et saligt øjeblik ser jeg vi er en
drømmen finder vej
får sit eget rum
Fra Evigheden og jeg.
Allerkærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.