Sidste lørdag havde jeg den udsøgte fornøjelse at samle en lille buket venner, kolleger og fb-venner til udgivelsesfest for mit debutalbum. Arrangementet bød bl.a. på mini-koncert med sange fra albummet. Og det var en meget smuk og opløftende oplevelse af de sjældne. Men midt under koncerten blev jeg alligevel en anelse selvbevist. Jeg er ikke slank for tiden, og jeg havde valgt et beige dress, med stumpebukser og pippi strømper. Lidt til den sjove side. Når man står op, når bukserne nogenlunde sammen med strømperne, men når man sidder ned, så opstår der et stykke bart flæsk mellem de to. Og så sad der sådan nogle smukke velklædte mennesker omkring. Skammen strejfede mig, men forsvandt så i kærlighed og positiv energi. For jeg var bare mig den dag.
Jeg kom til at tænke på tiden før skammen rigtigt gjorde sit indtog i mit liv. Da jeg sad i farfars røde fiat og skrålede sammen med min søster, mens landskaberne passerede revy. Vi blev ikke så hurtigt selvbevidste den gang, og det gav os et frirum at vokse i, før alle sammenligningerne og forkerthedsfølelserne og de evindelige indre og ydre krav om perfektion.
Vi bruger så meget tid på at efterbehandle kollegiale, venskabelige, familiære og kærlighedsmæssige forhold, især os der er sensitive. Hvordan virker jeg? Hvordan ser jeg ud? Hvad synes andre? Var det dumt, det jeg fik sagt? Hvordan virker jeg som mor? Far? Hvad er min position i fællesskabet, familien, blandt kolleger? Er jeg anderledes? Kan folk overhovedet lide mig? Er jeg kikset? Er jeg god nok? Hvor er jeg pinlig! Jeg siger aldrig noget klogt! Jeg er ikke så dygtig som de andre! Jeg er ikke pæn og attraktiv, det er nok derfor jeg er alene! Jeg er kedelig! Jeg er forkerte! Jeg kan ikke finde ud af noget!
Og sådan kan vi blive ved!
Samtidig bliver vi overstrømmet af mediernes drømmebilleder af smukke mennesker, der laver super mad i deres Invita køkken, mens deres yndige børn kigger beundrende på dem med himmelvendte øjne. Det er billeder, der definerer opskriften på det perfekte liv, hvor vi alle puster rundt i fitnesscentret mens vi funderer over, om vi skal spise rawfood eller stenalderkost, og om, hvordan vi bliver lækre nok til at fortjene kærlighed( en kærlighed der alligevel, hvis den er ægte, skal holde til børnefødsler, hængepatter, sygdom og alderdom). Mens vi samtidig er ved at opbygge en seriøst stress over, at skulle leve op til at lave den perfekte børnefødselsdag med nitritfri pølser og økologisk sodavand, eller over om forhaven nu vokser vildt til forargelse for naboerne, eller om vi gør en god figur på det kommende teambuilding-kursus på arbejdet.
Og ellers er vi ulykkelige over, ikke at være en del af ovenstående, hvilket kan være ligeså stressende. Fordi det bliver en fejl ved os, en slags skam, at vi ikke har en partner, børn eller et job. Hvordan kan så vi vise os værdige i nogen som helst sociale sammenhænge? Eller vi kan føle os mislykkede, når vores børn ikke klarer sig så godt eller, hvis børnebørnene holder op med at komme så meget længere.
Jeg får sommetider pludselig en følelse i mit hjerte, der er helt speciel, og derefter en tanke. Denne gang var der noget, der sagde mig, at vores værd som mennesker, ikke ligger i, det vi gør eller det vi opnår, men i gennem, det vi ER. Det mest gavnlige af alt, er det der strømmer fra et menneske, der har forsonet sig med sig selv. Og som ikke prøver at være perfekt, og ikke skammer sig over sin fejlbarlighed, sin sårbarhed eller når noget ikke lykkes eller er ude af kontrol. Det er en vidunderlig ting at spejle ud til børn og unge mennesker, men også til voksne, der drukner i usikkerhed og lavt selvværd.
Hvorfor skal vi være så fan… perfekte? Det udfordrer den underliggende skam, da det alligevel ikke er muligt. Og det skaber en masse smerte og fremmedgørelse overfor os selv og andre.
Og sidst men ikke mindst, det har ikke noget med kærlighed eller selvværd eller at gøre.
Kærligst psykolog
Emilie Jahnnie sigård.