Jeg lever med engle. Englel i skygger og engle i lys. Engle, de kigger overbærende på mig, når jeg fejler og engle, der danner vagt om min have, når jeg sover. Engle, der hvisker til mig, når jeg trænger til at se klart, og engle, der bærer mig på lette vinger, et sted der mellem drøm og virkelighed.
Men sommetider støder jeg på en engel, jeg ikke før har mødt. Det er noget med farverne og energien, og det måde mine celler vibrerer på, ved det første møde. Denne gang var det en juleengel.
Jeg er ellers ikke særligt begejstret for julen i år, der er for mange ting, at være trist over, for mange ting at savne. Måske var det derfor den var kommet, juleenglen.
Jeg spurgte den, hvad den ville mig, og den svarede, at den kom med bud. Jeg undrede mig over, hvorfor så lille og usignifikant en skabning som jeg, skulle have så fint besøg. Men englen kiggede på mig med uudgrundelige øjne og mindede mig om, at ingen er mere vigtige for skaberen end andre. Ingen snefnug er ens, men ikke et af dem kan undværes når verden skal dækkes af sølvhvid sne og glimte i måneskinnet som 1000 diamanter.
"Det ville du vide, hvis du virkelig så", sagde englen. "At leve er at se". Jeg tænkte længe over dette, men englen fortsatte: " at se, er at se med alle sanser, det er at se med hjertet, det er at se med et barns øjne, det er at ville blive ved med at se. Det er altid at være nysgerrig, så du aldrig tror, at nu har du set det hele."
Og den fortsatte:
"At se er aldrig, at tage noget for givet, det er at blive ved at opdage nye facetter af den du elsker, det er at glædes over et blik eller en bevægelse i den andens krop. At se er at ville kende andre fuldt ud. Det er ikke at lade sig nøje med det, der lige møder øjet. At se er at gå helt tæt på, ligesom en fotograf, der fanger de fineste, sarteste eller mest farverige detaljer. At se er altid at se lyset, hvor der er mørkt, og skyggerne, hvor der er lys. At se er at vide, at alting altid forandrer sig, hvis man altså ser det."
Englens ord flød igennem mig som fint, blødt lys, der resonerede i mine atomer. Jeg behøvede ikke, at prøve at forstå. At vide, hvad den talte om, var en tilstand og en følelse.
Men hvad så med julen? Der er så mange forventninger og følelser og stress, og ræs og jag, og for nogen ensomhed og savn. Det er ikke altid en nem højtid, selvom vi forbinder den med hygge, samvær, gaver og mange også med Kristi fødsel og næstekærlighed.
Englen fortalte mig, at engles funktion er at se og formidle det de ser. Således var det også i juleevangeliet, hvor englene steg ned og formidlede Jesu komme. "Ledestjernen er et stærkt symbol på, at I altid skal følge jeres inderste stemme for at komme til det helligste. Og at det helligste altid er, at møde barnet skrøbeligt og nyt, og at se verden gennem barnets øjne. Det er kærlighed, at ville se og ville kende alting som det er.
Jeg blev løftet af disse ord, jeg følte julens betydning strømme ind. At se lyset i mørket, og se skyggerne i lyset. Men aldrig strande i én følelse, ét sæt tanker. At møde verden på ny, igen og igen.
"Julen er en tiden, hvor vi får chancen for at mærke, hvad der virkelig er vigtigt, og hvor minder og savn kan få ny betydning. "Sagde englen. "Mit råd til dig er, at du skal leve denne tid langsomt så du får en dyb mulighed for at registrere alt, i denne vigtige tid. Se alle julelysene, på gaden og i børnenes øjne. Mærk den varme, der kommer imod dig, når du ser alle de gode intentioner, som denne tid bringer med. Mærk summen af menneskers følelser og alt den kærlighed, der er bygget ind i det der gives og det der modtages. Det er det, julen handler om.
I skyggerne er også sorger og savn og længsel og måske angst og ensomhed. Anerkend også det, samtidig med, at du anerkender hver dags mulighed for en forvandling. Se!"
Med de sidste linjer tonede englen væk i et smukt, gyldent lys. Og jeg sad tilbage i det rum af stilhed, den havde efterladt. Og snart åbnede rummet sig på vidt gab, og gav plads til både glæde og savn, sorg og forvandling, skygger og lys.
Det var blevet jul i mit hjerte.
Kærligst Emilie Jahnnie.