Da jeg var 6 år gammel sad jeg mellem boligblokkene, i tusmørket før min mor kaldte mig ind og forestillede mig, at jeg var en indianer. De andre børn var for længst gået ind, men jeg sad der i græsset og følte, at jeg var ét med jorden. Og alle mine sanser stod åbne for farver og dufte og fornemmelser, og jeg blev opløst i en slags skønhed.
Jeg har altid båret den oplevelse med mig.
Da jeg var 12 år gammel. skulle jeg i erhvervspraktik på en institution for udviklingshæmmede. Jeg kan huske, at jeg skulle tidligt op i en grå, kold efterårsmorgen og cykle kilometer derhen. Atmosfæren var lidt barsk og stemningen var præget af mange af de besværlige energier man kan finde i de voksnes verden. Næste dag græd jeg så hårdt, at min mor gav mig lov at blive hjemme resten af ugen.
I de unge voksne år var jeg den kloge pige, der ville til Afrika og grave brønde, og som alle græd ud hos til skolefesterne. Selv kæmpede jeg med min følsomhed og mit dårlige selvværd.
Siden hen prøvede jeg at redde den ene forarmede kæreste efter den anden, med min egen trivsel som indsats. Jeg havde så forfærdelig ondt af dem. Altid har jeg mærket, hvor andre var og hvad de havde brug for. Men samtidig har jeg haft svært ved at manifestere mine egne behov og grænser, og det har givet en følelse af ulykkelighed og selvtab.
Jeg er meget kreativ, men har ikke haft selvværd til at handle på det, og heller ikke kunne finde det særlige rum til mig selv. I en alder af 44 år er jeg ved at forstå og få hold på disse problematikker.
Det er min historie, men det kunne lige så godt være mange andres. I de snart 15 år jeg har været psykolog, har jeg mødt en del mennesker, der matcher ovenstående, og som oplever øget eksistentiel angst, besvær med hverdagslivet, hvis det bliver for gråt eller for hårdt, og opofrelse i relationer med smerte og udmattelse til følge.
Sensitive mennesker kan være sarte, men de er ikke svage. Jeg har set sensitive mennesker rumme andres smerte på måder, mange ikke kan. Og de kan være uvurderlige i krisesituationer. Men hvis livet slider for hårdt på dem eller de lader andre overforbruge dem, kan de komme ind i lange perioder af udbrændthed, tristhed eller angst.
Når sensitiviteten bliver bragt i balance er den en vidunderlig ting, der kan åbne hjertet og sanserne for livets rigdom og fylde. Men så længe den er ude af balance og præget af triste livsoplevelser og gamle sår, kan den lede til mange fysiske og følelsesmæssige skavanker og besvær.
Der skal arbejdes på mange niveauer: med indre kærlighed, selvaccept på alle planer, følelsesmæssig bevidsthed og med at opbygge en ramme om det sensitive menneskes liv, der passer til netop den person. Det bliver ekstraordinært vigtigt at livet leves indefra og ud, og ikke styres for meget af andres signaler eller samfundsmæssige normer.
Hvis ikke sensitiviteten forstås på sin egne præmisser, så kan det sensitive menneske blive set som nærtagende, neurotisk, personlighedsforstyrret og svageligt eller umodent. Og det kan åbne op for en masse krænkelser. Sårbarhed kan opfattes på mange måder, men at arbejde med begrebet "særligt sensitiv" er opbyggende, konstruktivt og ikke sygeliggørende. Det handler om at have et modtageligt sanseapparat og et fintfølende mellemmenneskeligt apparat. Og her er basis for kunstnere, forfattere og filosoffer, men også mennesker, der har noget at give andre, uanset profession.
Mit lille hjertesuk er, at jeg håber, at samfundet en dag anerkender, at vi alle har noget at give, men på forskellige præmisser. Sensitive mennesker er en del af verdens mangfoldighed. Vi kan ikke leve uden mennesker, der er superstabile, udholdende og seje. Eller mennesker, der har en konstant energi og som ikke mærker særlig meget smerte. Men vi kan heller ikke leve uden dybde, eftertænksomhed, medfølelse og poesi. Vel?
Du kan se købe mine CD ér til sensitive hjerter, med øvelser til Selvkærlighed, afspænding, selvbeskyttelse og energiregnskab HER
Du kan læse om den sensitive krop der husker, og om neurologiske symptomer, der kører i tomgang HER
Kærlig Hilsen
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.