Jeg har en veludviklet forestillingsevne! Jeg er mester i selvsuggestion og mærkelige tilstande. Jeg kan føle mig som et lille barn, efter en gyserfilm, og næsten tro, at der flyver en ond ånd ind af vinduet. Jeg kan forestille mig de mest skrækindjagende ting, og jeg kan gøre mig selv bange.
Men jeg kan også forestille mig de mest vidunderlige ting. Jeg kan se små piger i sommerfuglekjoler, der samler solstråler i kurve af kærlighed og gamle mænd, der tør være smukke. Og engle i skyggerne og skønhed, der hvor man ikke normalt ser skønhed. Men pointen er at jeg SER.
Jeg er sensitiv og jeg er kreativ.
Forfatteren Charles Linden, der i mange år har forsket i stærk angst, har fundet en sammenhæng mellem tilbøjeligheden til stærk angst og det at have en høj kreativ intelligens. Den primitive del af hjernen, amygdalaen, reagerer med kamp eller flugt, og er god at have når der er fare på færde. Men når angsten får et løsrevet liv, er den i stedet forstyrrende og pinefuld. Den kreative intelligens arbejder konstant på løsninger, og kommer til at koble sig på amygdalaen. Så tankerne bliver: hvad nu hvis, hvad nu hvis, hvad nu hvis…? Panik opstår!
På et mindre videnskabeligt plan har jeg altid følt og oplevet at meget kreative mennesker har en åbning ind til dybe, skjulte områder i psyken, både smukke og grimme. Der skal være rifter i oplevelsen af den almindelige virkelighed for at noget kreativt kan opstå. Og lige der, hvor kreativiteten opstår, kan der også findes angst.
Mange kreative mennesker er ligeledes sensitive. Sensitivitet uddyber følelseslivet, på godt og ondt, og dobler op i de sansemæssige og følelsesmæssige oplevelser. Sensitivitet øger også den eksistentielle angst, angsten for sygdom, død og tab, fordi der ofte tænkes og føles så dybt.
Os, der er sensitive og kreative, vi SER, også for vores indre blik, vi drømmer og vi mærker. Vi tænker dybt og vi søger løsninger.
Det er ikke nødvendigvist en nem konstellation, om end uendelig interessant, og den kræver meget selvaccept og selvindsigt. Men kreative og sensitive mennesker skal give sig selv et humanitært, kreativt, idealistisk, musikalsk eller kunstnerisk projekt at rive i. Lille som stort. Det er ikke vigtigt.
Hvad der i stedet er vigtigt er, at omdirigere den mentale og følelsesmæssige energi ind i noget, der er både smukt, meningsfuldt og som giver sindet noget at rive i. Det vil reducere angst, give den langt mindre plads, og det vil skabe den glæde, der transformerer de mørke områder i psyken.
En krøllet, kringlet, vildtvoksende og meget kærlig hilsen
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.