Jeg blev meget rørt og på en meget dyb måde, da jeg så den film, der på dansk hedder ”127 timer”. Aron falder i en kløft i et øde bjergområde, og får hånden i klemme mellem stenvæggen og en massiv sten, der er rullet ned over ham. 127 timer tager det ham, før han bliver klar til at skære sin egen arm af med en sløv lommekniv. Han er nødt til det for at overleve. Inden dette sker, falder han i en i en ændret bevidsthedstilstand. Et rum har åbnet sig mod fortid og fremtid. Og at se sin endnu ikke fødte søn smile til ham, er med til at give ham modet til det han må gøre, for at møde denne fremtid. Det er hjertegribende, og bygger på en virkelig historie.
Når det går så dybt ind i min hjertekule, er det fordi det matcher nogle af de mest betydningsfulde øjeblikke i mit liv. Mine møder med sjælens inderste ressourcer og kærlighed. Vi kan åbne for oceaner af hjælp og vejledning på dette plan, eller hjælpen kan komme på uventede måder. Akkurat som i Arons tilfælde.
I min bog skriver jeg:
”For mig er den Indre Vise det samme som det dybeste sjælelige plan i vores konstruktion. Det er en instans, der er forbundet til Evigheden, det skabende og Kærligheden i sig selv. Det er en spirituel instans…
Jeg husker min barndoms historie om troldmænd og shamaner, der fungerede som portaler mellem verdener, og jeg husker fascinationen af det magiske, mystiske og forunderlige. Og i dag ser jeg, at vi hver især har portaler mellem verdener. Den Vise leder os ind til en forbundethed med Bevidstheden og Kærligheden, med det, nogle kalder Gud. Her er vi forbundet til hinanden og til Altet, og her kan vi finde en forståelse, der transcenderer det almindelige hverdagsliv, og som gør os rummelige og overbærende over for os selv og andre, lige dér, hvor vi og de er.
Den Vise er også kreativiteten, den skabende evne, vi selv bærer på. For også kreativiteten åbner porten til det sanselige og det oversanselige. Som vi senere skal se, har kreativiteten mange sprog, der bringer os i den dybeste kontakt med os selv og med andre dimensioner.
Den Vise rummer indsigten om hele vores liv, alle de aldre vi har været, om det vi efterhånden vil blive, og om vores død og det, der kommer efter. I tiderne med stor magtesløshed og smerte bærer den Vise på en viden om vores fortsættelse, og om at efter vinter kommer der altid forår. I den dybeste del af vores sjæl er vi altid intakte, vi kan ikke brydes ned eller bygges op. Vi er.”
Pludselig ser jeg en film, der endnu en gang og på endnu stærkere vis bekræfter mig i denne indsigt. Sjælen har åbninger mod den dybe indsigt og hjælp vi skal bruge i tider med stor smerte, og hvis vi lytter kan vi hente den styrke vi skal bruge for at overvinde mørket.
På den dybeste plan ophæves skillelinjerne mellem fortid, nutid og fremtid, og vi kan se os selv i en helhed, vi får et slags vidsyn, der bringer os ud af det snævre rum vi befinder os i. Som i tilfældet med Aron, der i mødet med sit fremtidige barn, fandt kræfterne til at foretage en ekstrem handling for at leve.
Det er sjælen, der åbner for sine dybeste dimensioner for at hjælpe os, og smukkere bliver det ikke.
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård