Denne blog er et svar på et spørgsmål om, hvordan, man skelner mellem egne og andres følelser:
Undersøgelser af små børn har vist, at der et sted i barnets udvikling opstår en slags empatisk reaktion på et andet barns gråd. Men der er stadig tale om en mere udvendig reaktion, hvor der reageres instinktivt, da barnet i sagens natur ikke kan reagerer ud fra erfaringer eller indsigt. For alle mennesker, der har haft en normal udvikling er der altså en kapacitet for empati.
Når psyken udvikles får vi en evne til at reagere empatisk på andre ud fra egne erfaringer, forståelse og indsigt. Men evnen til empati varierer alt efter opdragelse, kultur og psykisk konstitution. Mennesker med en stor følsomhed har ofte en øget evne til empati og indsigt i andre, forudsat at de også har selvindsigt. I modsat fald bliver det netop vanskeligt at skelne mellem sig selv og andre, fordi der sker en automatiseret identificering. Ingen af os kan sige os fri fra at reagere på begge måder, da selvfornemmelse er noget der er i konstant udvikling.
Når vi kan bruge vores egne erfaringer til at vise andre at vi forstår dem, kan være et meget healende element mennesker imellem.
Men det sker ikke så sjældent, at sensitive mennesker oplever, at det kan være svært at skelne mellem egne og andres følelser. Hvad er hvad?
Jeg skrev på et tidspunkt en status, hvor jeg gjorde rede for, at selv om glæden kan ligge på et knappenålshoved, så er det mere end ingenting, og fra det punkt kan glæden vokse igen. Fordi glæden har et referencepunkt indvendigt.
Min erfaring siger mig, at det ikke er muligt at koble sig på andres følelser med mindre de pågældende følelser har en reference indeni. Alt hvad vi overtager fra andre, er noget der aktiveres i os selv, ellers kan det ikke spejles. Når vi overtager andre følelser, er det egentlig fordi der sker en identificering med de pågældende følelser. Vi bliver, ofte på et ubevidst plan, overinvolveret i det, der sker i den anden, men kun fordi det aktiverer følelser eller mønstre i os selv.
Som særdeles sensitiv psykolog, kan jeg godt forstå oplevelsen af, at blive påvirket på en måde, der virker som om det ligger uden for min bevidste kontrol. Som om noget står åbent i min psykiske struktur. Men mit følelsesmæssige arbejde med mig selv, har ledt mig frem til at se på, hvad det egentlig er i mig, der bliver aktiveret når jeg får oplevelsen af energetisk og emotionel sammenblanding. Og som regel er der et klart mønster af overidentificering, præstationsangst eller overinvolvering/ ambition på klientens vegne. Ofte fordi det rammer min egen indre skuffe af smerte og gamle mønstre.
Spørgeren giver et eksempel på denne sammenblanding af følelser: nemlig forholdet til følelsesaflukkede kærester, hvor den sensitive part bliver bærere af begge parters følelser. Jeg tror, at der her kan være tale om det, man kan kalde at oversamarbejde, der er kendetegnet ved, at den sensitive part via en dyb, automatiseret empati og identificering med den anden, går på overarbejde for at få relationen til at glide. Men måske også for at forsøge at få anerkendelse og kærlighed. Det er et mønster, der ses i mange sensitive mennesker, fordi de går så dybt ind følelsesmæssigt, men også fordi der kan ligge nogle dybere selvværdtemaer.
Et andet eksempel er det, at sidde i et åbent kontorlandskab, der er præget af negative energier og utilfredshed, og så blive "smittet" af de smertelige energier, ved at tårerne bare løber ned af kinderne. Spørger føler ikke kun, at det er hendes egen smerte. Mit bud er både ja og nej. Det sensitive system optager temmeligt let udefrakommende energier og sindsstemninger, men samtidig kan disse følelser ikke blive aktiveret uden den indre reference til noget i den pågældende situation.
Men det kan bestemt være vanskeligt at skille ad. Derfor anbefaler jeg altid at tage vejen ind i det dybe følelsesmæssige arbejde for at skabe bevidsthed om gamle sår og mønstre, selvværdstemaer - og relationstemaer. Og meget andet. Min bog, der er planlagt til at udkomme til foråret, behandler dette indre arbejde i dybden. Men for nu vil jeg sige, at sensitive mennesker skal lære IKKE at handle på det de mærker. Fordi de har en naturlig evne og tilbøjelighed til at mærke andres følelser og energi, skal de ikke nødvendigvis gøre noget med det de mærker, men lære at søge indad efter svarene og " sidde på hænderne" i relationer. Blive bevidste om, at blive i egen have, og lad det, der er den andens forblive den andens.
At vide hvad der hører til hos os selv, bliver tydeligt, når vi ved, hvad vi selv indeholder. Også selvom det ganske givet giver nogle ekstra udfordringer, at have en sensitiv, åben struktur.
Kærlig hilsen
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.