En yngre kvinde havde tabt sig mange gange før, hun havde kæmpet sig ud af mange kriser, hun havde mange traumer med i rygsækken, hendes selvværd var i vækst, men skrøbeligt.
Hun havde taget sig sammen, i skolen, på jobbet, i familien, i forholdet til sin vægt, sine kærester, sine livsomstændigheder.
Nu var hun strandet i en tilstand, hvor ikke længere kunne udøve viljestyrke overfor sig selv. Hun var, i relativ ung alder, udbrændt, af manglen på selvomsorg. Af hele tiden at leve op til de ydre og indre billeder der prægede hende. Og hendes selvværd slog ikke til, det krakelerede, når hun slog hjertet fra og viljestyrken til.
Hvor har jeg set det mange gange!
Jeg så netop programmet "U-turn" med Chris Macdonald. Mennesker med livsstilssygdomme og overvægt. Nu er det tid til at tage sig sammen, redde livet, gøre en indsats. For nogle er det måske lige præcis det indspark, der skal til, for at alting ændrer sig.
Og så puster de rundt der, sveder, kaster op, sejrer - måske. Og hvis det skaber forandring, helt nede i roden, så er det lykkeligt og så er det nok. Viljestyrken sejrer!
Men hvis ikke, hvad ligger så bag? Hvad ligger der af historier og smerte og sår i de ekstra kilo, i sygdommene, i fiaskoerne? Hvad er det, der ikke er givet slip på?
Det paradoksale er, at den strategi, der holder os i live i de første mange år, senere i livet bliver netop den faktor, der hindrer os i fremgang. Hindrer os i at blive hele mennesker. Når vi udøver viljestyrke overfor det sårbare inderst inde.
Den amerikanske, alternativt tænkende, psykiater Judith Orloff siger, at graden af indre udvikling afhænger af, i hvor høj grad vi er holdt op med at "beat ourselves up". Nedgøre os selv, tryne os selv, kræve af det sarte i os.
I en artikel om skam taler jeg om, at skammen hænger ved alt det, der får os til at føle os mislykkedes i vores liv. De børn vi ikke fik, de ekstra kilo vi vejer, den karriere vi ikke opnåede. Alt det, der ikke matcher de indre billeder af det perfekte liv. Selv den sorg vi bærer eller de tab vi har lidt. De psykiske og fysiske skavanker vi har.
Skam bør erstattes med en dyb indre medfølelse og forståelse for os selv. Også når det drejer sig om det "vi selv er skyld i". Fedme, cigaretter, dårlig levned, dårlige valg i bekendtskaber, opgivenhed, energiforladthed og magtesløshed. Der er altid noget bag. Noget dybt, noget betydningsfuldt.
Når viljestyrken slipper op, når vi ikke længere kan kæmpe med os selv, er det en form for træthed. Ikke dovenskab, men smerte. Mennesker, der synes dovne er ofte på overarbejde mentalt. De kæmper med selvbebrejdelser og skam. Det tager energien fra alt andet.
Kuren er at slippe den gamle strategi med "at tage sig sammen". Det får bare det indre barn til at gøre endnu mere oprør. Der skal arbejdes med at opløse de mønstre, der får sindet til at prøve at løse alting via hårde indre forhandlinger. "I morgen gør jeg sådan, nu SKAL jeg, det går ikke længere, jeg må i gang, det er for pinligt, jeg er ikke god nok som jeg er." Så fortsætter det indre pres, der i den sidste ende opretholder det, der gør os elendige.
I stedet kunne vi sige: Hvad gør mig glad i dag? Hvad grunder mig i mig selv? Hvad kan jeg gøre for at møde barnet indeni? Hvad kan jeg gøre for at støtte mig selv? Hvordan viser jeg mig selv kærlighed, også selv om jeg ikke er perfekt?
Jeg er af den dybe overbevisning, at denne strategi i den sidste ende kan lede os mod et liv, hvor det bliver langt lettere at slippe det, vi ikke længere behøver.
Og så for resten: du ER god nok, lige nu og lige her. Og elskeværdig.
SLÅ HJERTET TIL overfor dig selv!
Mange kærlige tanker
En absolut uperfekt og uendelig fejlbarlig :-)
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.