Jeg indrømmer det! Jeg elsker programmet "Mit publikum", hvor en person med et dilemma følges af 30 mennesker i 4 dage. Ok, det er et underholdningsprogram, og som alt andet TV, ser vi det, vi skal se. Men selve ideen om, at have vidner til ens liv, ens indre verden og følelser, bærer en vis skønhed med. De 30 mennesker af alle slags, mødes og diskuterer, lufter deres skygger, fordomme og omsorg for hovedpersonen. Engagerer sig fuldt ud og åbner for sig selv, for at forstå den anden, for til sidst, i samlet flok, at give hovedpersonen - ja - kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at den person, der er genstand for alt den furore, har mødt en dyb og ægte mulighed for forløsning. Også selvom det er et TV-program.
Hvor mange gange er jeg ikke, som psykolog, stødt ind i sager, hvor bare et enkelt menneskes forståelse og engagement gjorde hele forskellen. Den lærer, pædagog, mormor eller ven, der så og forstod, hvor ingen andre gjorde, i et barns vanskelige liv. Der var et vidne til barnets liv, og det åbnede en sprække til muligheden for en anden indre oplevelse i barnet.
Filosofisk set kan man sige: "Du ser mig, altså er jeg, og jeg har en mulighed for også at se mig selv. Du forstår mig, altså er mine følelser gyldige og delbare, og jeg kan føle, at mine indre oplevelser har værdi. "
Når andre ser os, bliver vi også synlige for os selv. Derfor er det, virkelig at ville kende et andet menneske, den største gave vi kan give. En stor gave er det også, at turde dele noget helt indefra. På den måde kan vi lindre andres ensomhed, når de spejler sig i os.
En af de mest smertelige livsoplevelser er følelsen af at være usynlig og værdiløs i forholdet til andre. At stå udenfor fællesskabet. At føle sig fuldstændig ensom.
Jeg mener ikke, at vi ikke er noget i os selv. Men jeg mener, at vi har brug for andre for at komme til live, følelsesmæssigt. Vi har brug at spejle os i hinanden for at vide, hvem vi er. Vi har brug for varme og energi fra andre for at holde vores følelsesliv vitalt, og vi har brug for at dele vores inderste, for virkeligt at mærke, hvem vi er.
En mandlig klient fortalte mig, at han i mange år var gået rundt med alting indeni uden at dele det med nogen. Det havde givet ham en masse tvivl vedrørende hans egne følelser, og gjort ham usikker socialt. Til sidst havde han fået en alvorlig depression. Efter bare en time hos mig kom han meget berørt igen. Mange, mange ting var faldet på plads indeni ham, blot fordi han havde givet mig adgang til sit indre, og givet mig lov til at bevidne hans liv og inderste oplevelser. Han var blevet set, anerkendt og hørt, og følelser og behov var blevet legaliseret, og dermed kunne han pludselig få øje på sig selv, og se, at han allerede gjorde så meget rigtigt. Så er det smukt at være psykolog!
Den chilenske forfatter Isabel Allende, sagde en gang, at figurerne i hendes bøger lå døde hen i skuffen indtil de blev delt. Først da de blev delt med læserne kom de til live! Sådan tror jeg også det er med "figurerne" i vores inderste. De skal ses, høres, spejles, have med- og modspil.
Kærlighed er, at ville kende og rumme et andet menneske. Det er, at ville se og forstå alt det, der sker i den anden. Og det er, at give alt det der er, lov at være på sine egne betingelser.
Kærlighed er, at vi elsker os selv så meget, at vi har overskuddet til at glæde os over den andens vækst og trivsel, og overskuddet til at bevidne den andens liv.
Kærligst
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.