Der har, fra tid til anden, været sagt og skrevet meget om psykiatriske diagnoser, og om hvordan de sommetider sidder lidt vel løst hos udvalgte psykiatere.
Jeg husker godt min studietid på psykolog fakultetet og undervisningen i psykiatri. Der er knap nok det, jeg ikke selv har fejlet. Og som ung pige med livskriser, faldt der reelt også et par betegnelser af hen af vejen. Det sårede virkeligt mit selvbillede, og gav hak i selvtilliden.
Jeg møder så mange mennesker som enten er blevet deres diagnose, eller som kæmper med, at få selvværdet og selvbilledet på plads. Det er uendeligt sårbart med diagnoser, for det er det inderste private, der kommenteres. Det er handlinger, adfærd, tanker og følelser, der gøres forkert.
For nogle er det godt at få en afklaring gennem en diagnose, og der findes bestemt mennesker, der skrider meget ud og har brug for psykiatrisk hjælp. Men for andre bliver det en årelang identificering med et eller andet udefinerbart element, der kan skræmme og skabe tvivl, eller fungere som en undskyldning for ikke at komme i udvikling.
Jeg har mødt unge, såvel som voksne, der uden begreber som neurose, psykose, endogen depression, personlighedsforstyrrelse og adhd, måske kunne have levet i lykkelig uvidenhed om, hvad der skulle være galt med dem. Livet kan gøre ondt, men det bliver mere smertefyldt, når smerten sygeliggøres.
Hvad med en overordnet diagnose kaldet LIVET?
Personligt har jeg været i de sorteste huller, hvor livet føltes ubærligt, ligesom jeg har været munter og glad for hvor smukt livet kan være. Og sommetider bare i en jævn hverdag uden krummelurer. Vi er fortvivlede og formørkede og bange, og lykkelige og søgende og nysgerrige og ensomme og kærlighedsfyldte og aggressive og afhængige og frie og forhutlede og drømmende og realistiske og seriøse og voksne og barnlige og udflippede og helt ude af den, og totalt cool, og kompetente og hjælpeløse.Vi er hudløst sårbare og bomstærke. Det kaldes LIVET.
Jeg har altid prøvet at tilpasse mig og være "normal", selv om jeg har en kunstnerisk og sensitiv og lidt kaotisk sjæl. Men puha, hvor det dog reducerer alting at være så bange for at være sig selv.
Hvad kalder man en 46-årig abekat af en kvinde, der kæler med en snegl i haven, og går amok over en gren fra ferskentræet, der er sprunget ud 3 uger for tidligt, fordi den har sneget sig ind i køkkenet gennem vinduesrammen? Og som skriver underlige digte og sange om, at gå tur med evigheden?
Jeg har besluttet mig for at leve med mig selv i al min ophøjede gakket-hed!
Måske skulle du?
Jeg afholder udviklingsforløb for sensitive og sårbare kvindehjerter fra d. 17/9. Du kan se mere HER
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.