I de år, hvor mit primære fokus har været sensitive mennesker, er jeg tit blevet spurgt om årsagen til, at nogle er mere sensitive end andre. Er det medfødt eller er det noget der opstår i barndommen?
Jeg tror, at de fleste forældre, der har mere end ét barn kan give mig medhold i, at der er store forskelle på børn fra den dag de fødes. Og jeg tror personligt på, at vi fødes med forskellige sensitivitetsniveauer, uden præcis at kende årsagen hertil. Nogle børn er fra starten af mere indgående, mere modtagelige og mere sårbare end andre. Som de vokser op, kan der være forskelle på, hvor påvirkelige, fantasifulde, kreative og empatiske de er. Børnene kan være eftertænksomme og stille mange spørgsmål, eller mere dynamiske og udfarende.
I den sidste ende handler det om, at alle børn har behov for at blive set og anerkendt som de nu engang er. Børn har brug for det man i udviklingspsykologi kalder "afstemning". De betyder, at de voksne kan afstemme deres følelsesmæssige reaktion efter det, der sker i barnet, så barnet bliver mødt der, hvor det er.
"Hvis mor og far bekræfter mine oplevelser, så tror jeg også selv på, at det jeg føler er rigtigt, og det giver selvværd og indre tryghed. Hvis jeg alt for tit oplever, at jeg ikke bliver bekræftet i det jeg oplever, så bliver jeg usikker på mig selv og mine følelser, og i værste fald utryg indeni. "
Jeg er af den opfattelse, at sensitivitet i sig selv kan være en følelsesmæssig rigdom med evnen til indføling, eftertænksomhed, smukke sansemæssige oplevelser, kreativitet og poesi, og som kan give sociale talenter og forståelse.
Men mange mennesker lider med deres følsomhed, og kommer til at opleve sensitiviteten som et tab og en begrænsning. Og det er ikke vanskeligt at forstå, at det kan være svært at have en øget følsomhed ud mod verden, en øget opmærksomhed på krop og følelser, og en øget tendens til eksistentiel angst og uro.
Alligevel har jeg, som psykolog, en tro på, at der også er sammenhænge, der virker ind på, om sensitiviteten skal føles så tung eller ej. Mange sensitive oplever, at der har været en forkerthedsfølelse langt tilbage i tid. Det kan hænge sammen med et barndomsmiljø, hvor de ikke følte sig forstået eller, hvor de følte sig anderledes. De er ikke blevet bekræftet nok i, at de var gode nok, med de følsomme træk. Mønstret kan fortsætte op i voksenlivet, hvor den sensitive tolererer familiemedlemmers, venners og partneres negative vurderinger. Men før det, er de negative vurderinger af det sensitive, blevet en del af personens eget selvbillede.
Det kan en udfordring, at tumle en øget følsomhed med kropslige og følelsesmæssige symptomer, men det siger sig selv, at det bliver meget vanskeligt, hvis sensitiviteten kobles på en konstant oplevelse af forkerthed og en oplevelse af, at være forringet i forhold til andre.
Værre bliver det, hvis barndomsmiljøet har lagt en øget belastning til det sensitive sind. Man kan sige, at de enkelte medlemmer i et familiesystem tildeles en plads, og at et barn ofte må tage den plads, der er i overskud eller som passer ind. Den klassiske udgave af dette, er det raske barn i en familie med et sygt barn, der må være nemt og medgørligt, for at holde systemet i balance.
Når sensitive mennesker ender en i sårbarhedsproblematik med både sig selv og andre, der leder dem til psykolog, kan de ofte fortælle om bestemte mønstre i den familie de kommer fra. Det handler om en eller anden dynamik, der har betydet, at netop det sensitive barn får en rolle, hvor det skal være tilpasset, medgørligt, eller ansvarligt for andre i familien. Det kan være en position, hvor der er mindre plads til barnets behov, fordi andres behov fylder mere. Et sensitivt barn vil være mere tilbøjeligt til at få denne rolle, fordi det netop er sensitivt, og har en øget modtagelighed og senere, indføling og måske "gammelkloghed."
Der kan også være tale om familier, hvor barnet må lave massive tilpasninger, fordi det ikke ved, hvor det har forældrene. Det kan være fysisk eller psykisk sygdom eller alkoholisme i en eller begge forældre, eller det kan være, at skulle støtte den "raske" forælder.
Ovenstående problematikker kan forekomme skjult og i lettere grad i de relativt velfungerende familier, og mere åbenlyst i andre. Men der synes, at være et mønster i det psykologiske arbejde med sensitive. Hvis der har manglet tilstrækkelig opbakning på behov og indre oplevelser, med psykisk smerte og usikkerhed til følge, må det ses som et traume.
Når sensitiviteten for alvor går ud af balance, vil der ofte findes et traume af den art. Effekten kan være dramatisk, såsom angst, depression, livslede og håbløshed. Og på et psykologisk plan giver det dyb mening. Hvis personligheden har udviklet en stor evne til at forstå andres behov og er givende og velfungerende på andre niveauer, men mangler evnen til selvomsorg og selvbeskyttelse, så er der hele tiden et sårbar og forsømt område i psyken, der må gøre opmærksom på sig selv. Og så bliver det svært at nyde de positive elementer ved det at være et sensitivt menneske.
Det er en rejse, at blive hel, men der bestemt muligt at arbejde med denne slags traumer. Det er vigtigt at udvikle de dele af personligheden, der trænger til at komme i vækst: evnen til selvomsorg og selvbeskyttelse, og den dybe følelse af indre værd.
Den gevinst og frihed det giver, at opleve en indre tryghed, og glæde og accept af egne følelser og behov, er hele rejsen værd.
Kærlig Hilsen
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.
OBS: CD med øvelser til selvværd og indre venskab kan købes på: www.energi-psyk.dk Se under "Cd'er."