Som ung pige synes jeg, at det var pirrende, at diskutere med lige så unge hare Krishna munke på Lyngby station. Jeg spurgte en gang en ung fyr, om det ikke var en ide at få noget godt at spise og et par knald, inden han gik i gang med at transcendere sit ego. Jeg var af den overbevisning, at vi sikkert havde fået det her forbandede ego af en grund, og at vi ikke nødvendigvis skal skynde os hen over det, uanset hvor meget kvababbelse det måtte give.
Jeg skal ikke kunne sige, hvordan noget som helst hænger sammen. Måske var den unge orangeklædte munk længere oppe i den sjælelige spiral end jeg. Men inderste inde har denne indre åndelige konflikt tynget mig meget over årene.
Som 12-årig bedte jeg hver aften på et hårdt kokostæppe, fordi det skulle gøre ondt i knæene, som den synder jeg var! Og jeg kom ikke fra en særligt religiøs familie. Men jeg følte en skyld og en angst for at miste Guds beskyttelse.
Altid har jeg beskæftiget mig med, hvad det vil sige, at være et godt menneske. Og for mig blev det til en stribe af opofrende situationer og forhold. Jeg har givet det meste væk, lige fra mine sidste mønter og helt ind til min sidste sensible knogle til andre, for at være god nok i Guds øjne.
Men som et mere modent menneske fandt jeg ud af, at den tolkning ikke havde noget med den Gud, som jeg havde været så vred på, at gøre. Efter mange mørke stunder åbnede der sig et rum med en smilende, forsonlig Gud, der gav mig mere fri til at være mig.
Men selv nu var jeg usikker på, hvor meget mit ego måtte fylde, og skammen over at tale meget, fylde meget, og være ambitiøs og materialistisk eller endnu værre - egoistisk - gnavede. Må man det? Jeg har altid sagt til klienterne, at deres tanker var toldfri og at det er ok at lufte heksen/trolden fra tid til anden. At vi skal acceptere os selv fuldt ud, at vi er som vi skal være, hver og en.
Men gjaldt det også mig? Eller skulle jeg sidde der i min stol i al min uendelige rummelighed og være ufejlbarlig? Eller i alt fald så tilpasset, at ingen kunne få negative følelser og smerte i forbindelse med mig. Ingen misundelse eller utilstrækkelighedsfølelser. Det forpligter at kunne mærke andre så tydeligt som jeg kan, synes jeg.
Men hver gang jeg har været i mørket har jeg taget ny indsigt med ud. Og jeg bugner af noget at fortælle og noget at dele. Hvordan kan jeg gøre det uden mit ærgerrige, narcissistiske, farverige ego?
Jeg har i nogle år nu haft en Kundalini rejsning ( som kom totalt bag på mig, der ikke havde noget forhold til det), og har hele tiden været bange for at mit ego skal tage ejerskab over denne proces. Derfor har jeg sagt til mig selv igen og igen, at jeg ikke var noget særligt, at jeg ikke skulle dyrke denne oplevelse eller hævde mig på den, hvilket formodentlig ikke er lykkedes helt.
Ind imellem er det surrealistisk at vågne og lave spontane mudras eller at ligge i en storm af opadstigende energi, eller have alternative bevidsthedsoplevelser, mens det ind imellem er smukt. Men min nye Gud ER bare. Og er kærlig, kærlig, kærlig. På trods af besværlig angst ( som handler om, at lære at give slip.) Kærligheden ligger i den grænseløse accept Jeg skal ikke anstrenge mig. Kundalini gør ikke mig til noget "særligt", det er Gud der siger " jeg er her"! Og det trængte jeg til.
Egoet og familiekarmatiske strukturer kan give vrede og sorte tanker, fordomme og mindre pæn adfærd. Men jeg har stadig brug for mit ego! Jeg har brug for at acceptere, at jeg fylder, at jeg driller, at jeg er opmærksomhedskrævende, at jeg er indigneret, at jeg er vred, at jeg vil ud, at jeg er uforløst, at jeg kan være grim og strid. At hvis jeg nogensinde skal transcendere mit ego, så må jeg først danse med det, leve det ud og bygge en verdslig grund på det.
Det er helt og holdent min beslutning, for Gud lader mig være som jeg er.
TAK.
Kærligst
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.