Min søde mand Erik har altid sagt, at jeg har langt mere energi end ham. Det er svært at få øje på, eftersom at han altid har kræfter til alting: arbejde, socialt liv, fritidsinteresser og mig, mens jeg meget hurtigt brænder ud. Der har været perioder af mit liv, hvor jeg har følt mig som en af de stjener, der på afstand, stadig lyser, men som i virkeligheden er brændt ud for længe siden. Det Erik ser, er hvordan jeg konstant bruger mig selv og min psykiske energi op, socialt og følelsesmæssigt.
Det er ikke mængden af energi vi har til rådighed, der bestemmer, hvad vi kan. Det er, hvor energien går hen, hvordan den bruges.
Hvorfor nogle af os er mere sensitive end andre, er en vanskelig diskussion. Vi er ganske givet født med forskellige psykiske strukturer, det vil de færreste modsige mig på. Men hvordan sensitiviteten udvikler sig, afhænger formodentlig meget af barndomsmiljøet og livsoplevelserne. Når det er sagt er det ikke nødvendigvist sådan, at alle der oplever at sensitiviteten er blevet en byrde, har haft en hårdt belastet baggrund.
Måske har vi som børn været svære at forstå for vores ikke så sensitive forældre. Måske har der været omstændigheder, der krævede at vi skulle være for ansvarlige eller voksne for tidligt, eller der hat været familiære eller samfundsmæssige pres, der blev for meget for vores sensitive natur. Selve det, at begrebet sensitivitet ikke har været kendt og anerkendt, har betydet, at vi som sensitive mennesker, er vokset uden at finde den nødvendige forståelse fra andre - og endnu vigtigere - selvforståelse.
Dog tror jeg, at der er en vis sammenhæng mellem sensitivitet og traumatiske omstændigheder. Sensitive børn vil, i forvejen, have en disposition for at udvikle lange "antenner" i forholdet til andres følelser og behov. De kan reagere ved at blive "adfærdsvanskelige" fordi det er meget svært for dem at bearbejde og forstå de indtryk de modtager i et familiesystem, der er præget af dybe problemer eller skjulte uhensigtsmæssige mønstre.
Men de kan også reagere, på svære omstændigheder, med at blive oversamarbejdende og overtilpassede, og dette på bekostning af deres egen udvikling og behov." Antenne børn", der mærker andres behov og hele tiden prøver at tilpasse sig, glatte ud og mægle, bliver til "antenne voksne" med et tilsvarende problem.
Det der ikke er kommet i udvikling hos os, der har dette mønster af overydelse, er evnen til selvbeskyttelse. Selvbeskyttelsen er en vigtigt "jeg-funktion", der tjener til at sikre følelseslivet mod overbelastninger. Og her får begrebet at "gå i flinkeskolen" en helt ny betydning. For det er med det sensitive menneskes trivsel som indsats. Psykisk og fysisk.
Jeg har mødt mange kvinder og nogle mænd, der har denne struktur. Oversamarbejde er faktisk, på nogen måder, det modsatte af integritet. Integriteten er veludviklet når vi føler, at vi har lov til at sige fra, være aggressive, have modsatte meninger og være sunde egoister uden skyldfølelser, medlidenhed og indre dramaer af dårlig samvittighed og skam, hvor tankerne kører i ring. Integritet forudsætter også, at vi prioriterer vores egen trivsel på lige fod med andres, og dermed stopper når vi ikke har mere at give, så vi bevarer en rimelig mængde psykisk energi i vores eget system. Til vores egen selvopholdelse.
Begrebet udbrændthed relaterer ikke kun til arbejdslivet. Hvis vi har det sensitive mønster af overtilpasning kan vi ende i en slags "livsudbrændthed", hvor vi hele tiden skal forsøge, at komme os. Vi har masser af psykisk energi, men i stedet for at fordele den ligeligt, så vi også selv trives og får plads, så lækker energien konstant ud i det mønster, der hele vores liv har sikret os anerkendelse og givet os værdi.
Men det kommer med for høj en pris. Jeg har efterhånden haft så mange klienter, at jeg kan skimte en sammenhæng mellem det psykiske slid, der følger med og de såkaldte "funktionelle lidelser". Diffuse smerter, uforklarlige symptomer og infektioner, men også diagnoser som Fibromyalgi og Kronisk træthedssyndrom. Hele kroppens energisystem begynder på et tidspunkt at give efter. Psykisk kan der være tale om konstant tristhed, angst og en følelse af, at være forsmået i livet, og aldrig opnå det man ønsker. Selvværdet er altid for lavt.
At bryde med mønstret og opnå egentligt integritet kræver at der kigges dybt i de indre skygger. Det kræver mod og indsigt, at gøre op med skam og skyld, medlidenhed og overansvar, og turde reagere med grænser og "negative" følelser. Mange sensitive kæmper med vrede i denne fase. Men vreden skal ses som en potentiel positiv og frigørende følelse, der tjener til at befri sjælen fra "pænhedens fængsel."
Selvværdet skal have et gigantisk løft, før at vi tør andre mennesker uden, at skulle overyde og gøre dem tilfredse for selv at være værdifulde.
Og endelig skal vi lære, at lade andre mennesker blive i deres egen proces, selvom vi føler dybt med dem, og godt kan mærke, hvad de behøver. Vi kan være der, uden at bære på deres problemer eller give afkald på vores egen plads i verden.
Vi skal blive hjemme i vores egen indre, smukke have, og give den kærlig opmærksomhed og næring.
Det er ikke en let proces, men det er det værd. Det er livet det gælder!
Pas på dit hjerte, sensitive menneske!
CD er til selvkærlighed, selvbeskyttelse og afspænding kan købes HER
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.