En kvinde skriver til mig, at hun kæmper med sig selv efter nogle meget alvorlige traumer i den nærmeste familie. Hun kan ikke dele det med sine nære, som har svært ved at rumme det, hvilket desværre er en almindelig problematik. Hun oplever sorg, afmagt, konstant stress i kroppen og tab af tillid til andre, ligesom hun ikke føler lyst til ting, der før var en glæde.
Hendes spørgsmål er:
Bliver man nogensinde den samme igen efter meget alvorlige traumer? (fx sygdom, død og tab.)
Bliver vi de vi de samme efter alvorlige traumer? Ofte ikke.
Kan vi blive hele igen, måske på en ny måde? Ja!
Spørgeren antyder selv, at der sker et skift i personligheden efter et traume. Og i en længere periode kan dette skift føles som en udelukkende negativ ting. Vi kan føle os sårbare, knuste og udmattede. Vi kan føles, at vi har mistet lysten til livet og at alt er sort i sort. Vi kan føle, at ting, der før var lette og naturlige nu er anstrengende og ubehageligt. Vi kan føle, at vi har mistet almindelige kompetencer, fordi vi nu er så sensitive, at vi ikke magter ting. Vi kan opleve, at vi ikke har styr på kroppen og følelserne. Vi er væltet, slet og ret.
Sorg, tab og andre følelsesmæssig sår tage tid, og det kan være svært at acceptere, når vi er midt i lidelsen. Dertil kommer angsten for, aldrig at føle sig normaliseret igen. Det er et hårdt sted at være. Især hvis vi også er ensomme i smerten.
Derfor er det så vigtigt, at sikre sig selv en god bearbejdelsesproces, uanset om det drejer sig om akutte traumer eller traumer, der ligger tilbage i tid. Jeg vil anbefale følgende:
ACCEPT. Accepter alle dine reaktioner. De er en del af din helingsproces, og ved at give dem lov at være der, skaber du plads til denne heling. Jo mere du accepterer følelserne, des hurtigere forandrer de sig. Hvis du kæmper imod, kan du komme til at forlænge smerten, og de vanskelige følelser hænger ved. Accept er en vigtig del af din selvomsorg.
SELVFORSTÅELSE. Det er vigtigt, at du prøver at forstå alle dine følelsesmæssige og kropslige reaktioner. Stryg dig selv på kinden, som du ville stryge et lille barn, og tal beroligende til dig selv om de reaktioner du har. Du kan lave den daglige øvelse, at du sætter dig ned i stilhed, og spørger din krop og dine følelser, hvad den/de prøver at fortælle dig. Selvforståelse skaber en bevidsthed, der kan lette processen efter et traume.
RESPEKT FOR KROPPENS GRÆNSER. Jeg har mange gange påpeget sammenhængen mellem belastninger/traumer og psykisk sårbarhed. Når du er overbelastet bliver du mere sårbar, og også kroppen er under pres. Det er fuldkomment centralt at du anerkender denne tilstand, og giver krop og følelser ro til at hele. Ved at acceptere, at du bliver hurtigt stresset, at din krop reagerer, og at du har det skidt, giver du dig selv den aflastning krop og sind behøver. Jo mere aflastning, des mere plads til heling, og jo hurtigere går det fremad.
NOGEN AT DELE MED. Du kan ikke hele ordentlig uden at dele med nogen. Det er vigtigt at få sat ord på tanker og følelser. Det er også vigtigt, at dele ubehagelige indre billeder eller fornemmelser fra de traumatiske hændelser, så de kommer ud af hovedet. Selvom du har en god ven eller et familiemedlem, er det stadig en god ide at opsøge en professionel, der kan stille de rigtige spørgsmål og komme fra et mere neutralt sted. Men mindst lige så vigtigt er det, at få omsorg fra mennesker omkring dig. At bede om omsorg er selvomsorg. Er du ensom er behandling, både kropslig og verbal, vigtig. Du kan også vælge at skrive dagbog, dag dagbogen kan ses som en slags sparringspartner, hvor den indre dialog kommer ud af hovedet.
Bliver vi de samme efter et traume? Ofte ikke. Simpelthen fordi vi har åbnet nye rum i os selv. Smerte vi ikke kendte til, men også muligheden for ny indsigt i os selv og andre. Mange mennesker der er kommet igennem traumer får nyt syn på livet. De bliver bedre til at skille det væsentlige fra det uvæsentlige. De bliver mere taknemmelige, mere nærværende og mere rummelige. Jeg plejer at sige, at traumatiske perioder kan være som at blive sænket ned i en dyb, mørk brønd. Når vi kommer op igen har vi hentet noget visdom med.
Vi kan blive glade igen, også selvom vi altid vil savne noget eller nogen. Men når vi oplever at livet bliver ved at være rædselsfuld er det fordi vi simpelthen ikke er kommet helt igennem Der er en konstant oplevelse af overbelastning og negative følelser.. Der er stadig et stykke arbejde. Måske har vi mistet selvværdet og tilliden til andre. Vejen frem går igennem selvindsigt, selvomsorg og igennem det, at række ud mod det vi har brug for fra andre. At forskanse sig eller at lukke smerten inde kan være katastrofalt for livskvaliteten. Men det er aldrig for sent, at vælge en anden vej!
Kære kvinde. Jeg håber at du fik lidt hjælp til din videre proces. Tak for at dele med os andre.
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.