Da jeg arbejder med både traditionel og spirituel metode, er jeg sommetider blevet spurgt om; hvorfor jeg ikke inddrager begrebet "englemennesker" eller lignende opfattelser i mine skriverier.
Som udgangspunkt føler jeg, at jeg som psykolog skal favne så bredt som muligt i mine definitioner af fx sensitivitet. Og så er begrebet "særligt sensitive mennesker" et ret nyt begreb i sig selv, der ikke nødvendigvist er så bredt anerkendt som man kunne ønske. Det er det første væsentlige skridt.
Desuden har jeg selv en søgende, nysgerrig holdning til den åndelige verden, hvilket betyder, at min oplevelse hele tiden udvikler sig. Personligt har jeg mange spirituelle oplevelser, men som psykolog er det vigtigt for mig, at bruge spiritualitet på en jordnær og gavnlig måde. På den måde, kommer det til at give mening for flere mennesker.
Jeg kender fint englemenneske begrebet og ikke mindst Asger Lorentzen, som jeg har en meget stor respekt for. Personligt føler jeg, at der elementer af teorierne om englemennesker, der giver fin mening, selvom jeg ikke ved så meget om dem. Men når man har mødt så mange sensitive mennesker som jeg, kan man godt få en fornemmelse af, at der findes mennesker i denne verden, der er gjort af et lettere stof, som har en finere indre struktur, og som har sværere ved at finde fodfæste i hverdagslivet. Disse mennesker er tit åndeligt søgende og optaget af, at forstå meningen med deres eksistens. Mange har en større vision for deres liv, hvad enten det er arbejdsmæssigt, kunstnerisk eller i det nære, som fx forældreskab og kontakten til børn. En andel af disse mennesker kæmper med forholdet til det guddommelige, i form af overvejelser omkring personlig og global lidelse og social uretfærdighed.
Jeg kan sommetider føle, at denne verden har brug for sensitive menneske, som en ørken har brug for vand. Det empatiske, sarte, poetiske, sansende og dybe, og sommetider også det skæve, det originale og kreative. Og mennesker, der tør være åbne og ægte omkring deres smerte, sårbarhed og fejlbarlighed, som fx de modige mennesker, kendte som ukendte, der for tiden står frem og på DR1 og taler om deres psykiske lidelser. Den form for autenticitet åbner hjertet hos andre, og healer dårligt selvværd og overdreven selvkontrol hos os andre, som finder validering for vores egen dybe sårbarhed.
For mig er spiritualitet mere end noget andet denne hjerteåbnende kontakt mellem mennesker, hvor dybe sjælelige møder finder sted, og vi ser os selv i hinanden. Vi ser det ømme, dybe og følsomme. Vi ser andres lys, og vi ser vores eget lys i andre. Det er kærlighed.
Med disse kærlige øjne kan vi sommetider lettere forstå sammenhængen mellem hændelserne i vores liv. Også de hændelser, der før virkede ubegribelige eller ubærlige. Det kan være når personlige lidelser transformerer sig til noget, der er gavnligt og godt for os selv og andre. Eller når psykisk og fysisk smerter opløser gamle stive mønstre af kontrol og facade, og bringer os i dybere kontakt med os selv.
Det er ikke alt vi kan skabe mening i, og sommetider gør det hele så ondt, at vi skriger mod himlen i magtesløshed og vrede. Jeg har erfaret af det netop er i denne magtesløshed, at vi kan give slip på at forsøge, at styre livet, der alligevel ikke er så kontrollerbart som vi godt kunne tænke os. Og selv det, der bliver ved at gøre ondt kan føles lettere at bære, når vi ikke skal være noget vi ikke er, eller gøre noget vi ikke kan.
Til jer, der er meget sensitive, og ja, måske englemennesker. Lev jeres sårbarhed og lad de indre sarte kvaliteter blive synlige i verden. Hvis I tør, kan dette virke healende på både jer selv og andre.
Vi kan være sensitive fyrtårne.
Allerkærligst
(Spirituel) psykolog
Emilie Jahnnie Sigård