Jeg er, lige som de fleste, ikke udelt begejstret for de mange tv-reklamer. Men mobilselskabet "call me" har været ude med en reklamefilm, der er meget godt tænkt. "Tal ordentligt. Det koster ikke noget".
I filmen følger vi er række personer, der smitter hinanden med dårligt humør, ved at råbe og tale grimt. Den onde cirkel brydes da ét menneske har overskud til, at genkende smerten og belastningen i den anden og ikke tage det personligt. I stedet for at fortsætte kæden af offer og krænker, viser hun den anden omsorg, og det skaber et øjeblikkeligt positivt skift i vedkommende.
Jeg har tit tænkt på, hvor stor en forskel det gør, når vi, for bare en stund, ser verden igennem et andet menneskes øjne, i stedet for, med det samme at reagerer på noget negativt i os selv.
Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har været igennem et helvedes forløb med ældreplejen og hospitalssystemet, i forbindelse med min farmors sygdom. Og jeg som altid har insisteret på, at være for noget, og ikke imod. Og ikke bruge min tid på at klage, men på at forstå.
Derfor har jeg også været den "medgørlige" af os pårørende. Kombinationen af, at jeg altid starter i andres perspektiv, er venligsindet og let konfliktsky, har fået mig til at sige: "at det selvfølgeligt er svært, at hun er så svær at udrede, at hun falder mellem stole, at I jo også har travlt, at I mangler personale, at hun kan være "besværlig", at vi er kede af, at det er så vanskeligt at rumme hende."
Men lige meget har det hjulpet og fronterne er blevet trukket op mellem os, som pårørende, og de respektive læger og plejepersonale. Vi har følt os magtesløse, fordi min gamle, højtelskede farmor hele tiden har været taget som gidsel i situationen. Alt kunne smitte dårligt af på hende, og vi ville bare have, at hun ikke skulle lide unødigt. Der har gjort os sårbare.
Men pludselig er nissen flyttet med. Hver gang hun har været et nyt sted er kommunikationen nærmest kørt sur fra starten. Og forsømmelserne er fortsat. Men hvorfor får vi så den oplevelse?
Som psykolog har jeg tit mødt mennesker der kommer ind i det jeg kalder et "negativt feedback system". De starter med at være sårbare, og det farver deres adfærd. De kan være, at de er kede af det, vrede eller oser af lavt selvværd. Denne sårbarhed aktiverer krænkeren i andre. Det kan forurettede følelser over tonen i den andens stemme, det kan være udbrændthed. Det kan være at man ubevidst søger oprejsning for sine egne forsmåede følelser ved at udøve magt, det kan skabe en aktivering af gamle sår. Det kan også en tillært kynisme i en bestemt kultur, hvor man har automatiske holdninger til mennesker i en sårbar position.
Tryk avler modtryk. Når den sårbare ikke bliver mødt på en omsorgsfuld eller respektfuld måde, reagerer vedkommende med negative følelser, som igen genererer negative følelser i den anden. Og så er feedback systemet etableret. Når empatien forsvinder, opstår der en maskinel holdning til medmennesket. Vi er ikke længere magtesløse, ulykkelige pårørende, der er kede af, at se farmor lide. Vi er de besværlige, urimelige, aggressive pårørende, som ikke kan se virkeligheden i øjnene og som man skal passe på. Og den historie har udløst aggressioner og overgreb imod os, såvel som uempatisk og undvigende adfærd.
Alle beskytter sig selv. Også vi. Vi ligger i hver sin skyttegrav uden omtanke for hinanden. Og historien om os flytter med. Vi kan ikke skabe en ny historie nogen steder.
Jeg, som psykolog,har set dette spil udfolde sig foran mine øjne, og jeg har prøvet at bidrage positivt til situationen ved at komme den anden part i møde. Måske har jeg ikke gjort det godt nok.
Men da vores overskud slap op, kunne det have ændret alt, hvis bare èn anden, havde set igennem sin egne negative følelser og set os, for hvad vi er. Forstået vores position. At en lille spidshed i stemmen måske dækker over magtesløshed. Og en lidt uhensigtsmæssig reaktion dækker over ked af det hed.
Jeg har set børn, unge og voksne strande i disse onde cirkler af offer og krænker. Til sidst tror alle på den negative historie inklusiv personen selv, og det gør ubodelig skade.
Jeg opfordrer til selvrefleksion og medfølelse, os alle i mellem!
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.