Her er et sneakpeak fra min kommende bog til og om det sensitive og sårbare hjerte. Det lille afsnit er fra kapitlet om familiens betydning.
Tilknytning.
Når vi er små børn, er tilknytning et spørgsmål om liv eller død. Det tidlige bånd er både biologisk og psykologisk drevet, for barnet kan ikke overleve uden mor.
Efterhånden som vi vokser til, får tilknytningen betydning for dannelsen af en række funktioner i vores indre kerne. Det dybe bånd til særlige andre, der støtter den indre fornemmelse af os selv. Den gode tilknytning betyder en indre følelse af tryghed i verden, og en tillid til vores egen bæredygtighed.
Tilknytning er i bund og grund at:
Der en er en eller flere mennesker i min verden, der er der, når jeg behøver det, som er stærke nok til, at jeg kan læne mig op af dem, når jeg er svag og som er så sikre, at de skaber tryghed i mit liv.
Snart er vi ikke længere afhængige af andre for den biologiske overlevelse, i alt fald sjældent i vores kultur, men tilknytning forbliver umådelig vigtig for vores psykiske overlevelse og trivsel.
En kvinde sagde engang til mig, at hendes opfattelse af helvede på jord, var isolation og total ensomhed. At sidde alene, syg og svag uden nogle, der lagde hånden på hendes og med øjnene viste, at de forstod, var det værste hun havde oplevet. Der var intet vidne til hendes liv, og selv blandt mennesker blev hun usynlig. Der var intet menneske i hendes liv, der var hendes særlige person.
En del af os vokser op med en usikker tilknytning, og det kan påvirke vores tillid til andre mennesker, og vores følelse af indre tryghed. Usikker tilknytning opstår i forælder - barn relationer, hvor de voksne er stødvist eller konstant følelsesmæssigt eller fysisk utilgængelige, eller i relationer, hvor barnet udsættes for en adfærd, der skaber utryghed. Endelig kan barnet opleve, at nærhed er forbundet med tabet af retten til egne følelser og behov.
Mennesker med usikker tilknytning har typisk et ambivalent, symbiotisk eller undvigende mønster, og de er alle et udtryk for den samme manglende tryghed i kontakten med selvet og den anden. Alle mønstre handler om et uforløst tema med at finde balancen mellem nærhed og afstand i tætte forhold. Og hvor den ambivalente pendler mellem de to yderpunktet, vil den symbiotiske hage sig fast i angsten for at miste, mens den undvigende vil signalere, at vedkommende ikke har brug for nogen som helst. Inden i den enkelte person vil mønstrene ofte blande sig, og bag den hele ligger længslen efter den dybe kontakt, der samtidig levner plads til vores egne behov.
Det er klart, at usikre tilknytningsmønstre danner grobund for en øget sensitiv forvirring, der netop præges af sammenblandingen af egne følelser og behov med andres. Og smerten ved et uløst forhold til rummet mellem nærhed og afstand, er stor. Vi søger nærheden for at varme os ved den anden, men når vi kommer for tæt på, bliver vi bange for at miste os selv.
Min erfaring er, at usikker tilknytning kan heales og lindres, når vi tør være sårbare og ærlige i forholdet til en stabil partner eller ven.
Mille havde altid haft dramatiske og vanskelige forhold. Typisk rendte hun ind i umodne mænd, der brugte hende op, og alligevel kunne hun ikke give slip på dem. Ofte blev hun så længe af angst for ensomhed og tomhed, at hun sled sig selv helt ned, og endte med at blive forladt. Mille fik så meget indsigt i sit eget mønster, at hun en dag tiltrak en mere moden og stabil kæreste. I starten var forholdet turbulent, fordi Mille åbent valgte, at vise sine ambivalente, sårbare, vrede, jaloux og mistroiske følelser. Men efterhånden som Mille kunne se, at manden ville hende så meget, at han rummede alle disse følelser, faldt hun gradvist til ro. Hun havde fundet sin tilknytning, og havde nu et trygt rum at bearbejde sine gamle sår i.
Tilknytning kan også forklare, hvorfor nogle tab er tungere end andre.
Vivi havde ikke haft mange gode oplevelser i kærlighedsforhold. Hun endte altid med at blive forladt, og da hun ikke tidligere havde haft en god selvforståelse, endte hun med en følelse af værdiløshed.
Men relativt sent i livet lykkedes det Vivi at møde en mand, der var mere kærlig og troværdig end nogen hun havde mødt før, og sammen blev de enige om, aldrig at svigte hinanden.
Vivi havde ingen familie. Forældrene var døde, og der var ingen søskende, mostre eller onkler. Hun var alene, og havde kun tilknytning i gode veninder.
Manden blev hendes tilknytningsperson, hendes familie. Hun stolede så blindt på ham, at hun igennem årene blev beskeden i sine behov, og overhørte advarselssignaler i hans adfærd. For første gang i sit voksne liv var hun et tillidsfuldt barn, der oplevede at have fundet sin person, at støtte sig til.
Da han forlod hende gik hun fuldstændig i stykker. Hun mistede lysten til at leve, kunne ikke spise og sove, eller se en vej frem. Hun havde absolut ingen tro på kærligheden, og vejen tilbage til en rimelig psykisk balance blev lang.
Når vi mister en vi elsker, er der nuancer i tabet, alt efter, i hvor høj grad den elskede er en tilknytningsperson. Det er ikke et spørgsmål om kærlighed, men et spørgsmål om, hvor central vedkommende er for vores psykiske overlevelse og vores basale behov.
Grundlæggende er det ok, at være lille og afhængig i kortere eller længere perioder. Vi er skabt til, at have brug for hinanden.
Jeg afholder kursus for sensitive kvindehjerter, og der er stadig plads. Se mere HER
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie