Endnu én har forladt mit domæne, og mit rum er mindre nu, selv i en verden af uendelig plads. Der er forskel på, hvor meget plads vi levnes, men jeg trives egentlig meget godt i snævre rum uden for mange sprækker af lys at tælle. Det er mellemrummet, jeg ikke kan være i. Strakt ud som en line over uendeligheden fra et rum uden luft til et andet. De uendelige møder med alle dem, der vandt en bid af mit domæne, uden at jeg nogensinde spurgte mig selv om lov. Nu kræver det, at jeg sidder helt stille i min mellemmenneskelige kiste. Jeg kan ikke risikere, at alle de, der skal bruge mig, opdager klaustrofobien i deres egne slægtskaber.
Psykisk rum er for mig et usynligt rum, der rækker længere ud end den fysiske krop. Det er en zone, der sikrer, at vi har en passende, energetisk og psykisk afstand mellem hinanden, med mindre vi giver tilladelse til andet. Det psykiske rum er ikke til for at holde andre væk, men på samme måde som den enkelte krop er afgrænset af hud, så er følelseslivet og den psykiske energi afgrænset af et psykisk rum. Det er en velkendt øvelse på terapeutiske kurser, at lege med folks psykiske rum. Hvor tæt kan vi komme på hinanden, før det føles for tæt?
Jeg tænker kun på rum. Min verden er tømt af for at finde rum. Men jo mere jeg tømmer, desto mindre rum er der. Der bliver aldrig rum nok, for den slette idé om rum holder mit hjerte i et jerngreb.
Mange sensitive hjerter mangler psykisk rum, de mangler oplevelsen af at føle sig intakte i sociale sammenhænge. For psykisk rum bevares i høj grad via evnen til at ”blive i egen have”, og det er netop det, der for så mange følsomme hjerter bliver svært. Manglen på et velfungerende psykisk rum, både indvendigt og i forholdet til omverdenen, kan være et meget alvorligt problem, der kan bidrage til seriøse fysiske og psykiske overbelastninger.
Når det psykisk rum mistes i den indre dynamik, så vidner det om, at vi ikke formår at skabe plads til os selv i forholdet til os selv, andre og den hverdag, vi skaber.
Sofie havde svært ved at finde ro til sig selv. Hun havde ikke ret mange hun skulle tage sig af, og havde efterhånden tømt sin verden af for at finde den eftertragtede ro til fordybelse,
Men lige meget hjalp det. I stedet blev hun stresset og frustreret over alt det, hun ikke længere havde i sit liv. Hun havde meldt sig delvist ud af familie og venner, fordi hun drømte om at skrive en roman. Men i stedet brugte hun tiden på at gå i cirkler omkring sin utilstrækkelighedsfølelse og sin evindelige skyld over for alt og alle. Ingen bebrejdede hende hendes valg, så smerten var tydeligvis selvpålagt. Men der er altid en indre logik i det, vi oplever, uanset hvor svært det er at forstå, og i Sofies tilfælde stod det klart frem.
Sofie havde på et tidspunkt i den tidlige pubertet måttet tage sig af mor. Far forlod familien, og mor gik ned med flaget. Sofie var det ældste og mest sensitive barn, og hun tog rollen som den, der skulle have familien til at fungere. Men familien fungerede ikke, og i Sofies indre blev det til hendes skyld. Hun havde et ansvar, og hun havde svigtet.
Siden hen blev det Sofies rolle at tage sig af dem, hun kom tæt på. Det var en del af hendes identitet at lykkes med at hjælpe, og hendes indre værd kom til at afhænge af hendes succes med det projekt. Eller af manglen på succes. Selv når Sofie var alene, kunne hun ikke finde plads til sig selv, fordi tanker og følelser kredsede om alt det, hun ikke kunne og ikke gjorde i forholdet til andre. Og siden hen om alt det i livet, der gik hende forbi, fordi hun ikke magtede det eller kunne finde rum til det.
På det konkrete plan havde hun mere rum end de fleste, men på det indvendige plan følte hun sig kvalt. Hun var psykisk overbefolket af andre i det indre landskab, og kvalt i sine egne krav. Paradoksalt nok gik alt psykisk energi til denne proces. Der var ikke energi tilbage til det, der betød noget. Og heller ikke til andre mennesker, hvilket resulterede i endnu mere skyld.
Skyld og overansvar æder det livsnødvendige psykiske rum, og i Sofies tilfælde måtte der en følelsesmæssig erkendelsesproces i gang, så hun kunne opdage de sammenhænge, der igen og igen landede hende i smerterummet og tappede hende for energien til livet.
Hvis de indre grænser mellem vores sarteste følelser og behov for beskyttelse og så skyld, skam og overansvar ikke er på plads, kommer vi også lettere til at give tilladelse til, at andre invaderer os. Vi har sværere ved at forsvare os ved åbenlyse krænkelser, fordi vi bliver usikre på vores egen rolle i samspillet. Eller vi lader os påvirke til at tro på de negative historier om os selv, som vi præsenteres for. På den måde bliver der i virkeligheden ingen forskel på at mangle indre grænser og på at mangle et psykisk rum i forholdet til andre. Den indre indeklemthed spejler sig i alle typer sociale situationer.