Jeg svæver højt over støvede landskaber i en himmel, der sprænges i tusinde farver. Det er et øjeblik af skønhed, en øm og rørende følelse. For en stund er jeg som en soldat, der vender tilbage fra krigen med forstanden intakt, og jeg løftes til en ny bevidsthed af lys og luft og åbne rum. Det er ikke, om jeg er mislykket blandt mennesker; det er, om jeg er mislykket i forhold til det sår, jeg bærer. Og her er jeg tværtimod en tapper kriger, der trækker vejret inderligt gennem manddomsprøve til manddomsprøve. Jeg elsker hende, Gud, hvor jeg elsker hende. Hende, der falder gennem blåt og støv, men også hende, hvis hænder ømt kærtegner hver tast på tastaturet, mens det sære lys fra skærmen fremhæver fingrenes struktur. Det er hende, der ser.
I mange fortællinger, myter og traditioner møder vi en vis kvinde eller mand, der bærer på dybe indsigter om den menneskelige eksistens. Det er hende eller ham, der ser verden i fugleperspektiv, og som kan forstå verden uden nødvendigvis at reagere på den. Indsigten hæver sig over smerten, angsten eller behovene. Det er en position, der giver indre ro og balance, og som rummer andre dér, hvor de er i deres udvikling.
Mine talrige indre kampe og processer har ledt mig til at mene, at vi alle har en sådan indre, kærlig, afklaret og vis sjælelig instans. Igennem det følelsesmæssige arbejde vil vi nærme os denne sjælelige instans mere og mere. Gradvist vil vi blive vores indre vise kvinde eller mand. Det er det, jeg kalder følelsesmæssig bevidsthed.
I den følelsesmæssige bevidsthed ligger evnen til at forstå og rumme alle dele af personligheden. Som jeg senere vil berette om, så elsker jeg forestillingen om et indre psykisk landskab med mange rum, der fortæller om forskellige dele af et menneskes følelsesliv. Den følelsesmæssige bevidsthed samler delene til et hele, men respekterer også de dele af landskabet, der endnu reagerer, og som stadig er i proces.
Når jeg er min vise kvinde. Når jeg er hende, der ser, kan jeg elske mig selv, præcis som jeg er. Jeg kan have et forsonligt forhold til den indre teenager, der stadig er såret, og som raser og reagerer mod mine forældre. Jeg kan elske mit lille indre, uartige barn, og jeg kan rumme andres uhensigtsmæssige reaktioner, fordi jeg kan gennemskue det, der ligger bag.
Den følelsesmæssige bevidsthed er kernen af selvomsorg og selvkærlighed og endemålet for enhver terapeutisk proces. Den indeholder mange lag og er forskellig fra person til person, alt efter vedkommendes udgangspunkt. For nogle mennesker er det revolutionerende at åbne for det første kig ind til tanken om, at vi har meget mere indflydelse på vores livsvalg, end vi sommetider går og tror. For andre føles det som en lang rejse at nå frem til nye erkendelser.
På samme måde er bevidsthed også i konstant forandring. Det, der for år tilbage føltes som en øjenåbner, er nu ikke længere en endegyldig sandhed. For det er der sjældent noget, der er. Jeg plejer gerne at sige, at der er lige så mange sandheder, som der er mennesker. Vores virkelighedsopfattelse, vores oplevelse af verden og af andre mennesker filtreres igennem vores individuelle filtre af gamle sår, smerte, selvopfattelse og tillærte værdier. Og derfor kan man sige, at jo mere vi bliver vores indre vise mand eller kvinde, desto mere kan vi se alting som det er, på dets egne præmisser. Om end der næppe findes et punkt i os af absolut objektivitet.
Via den følelsesmæssige bevidsthed adskiller vi os fra alle de smertefulde og dramatiske følelser, der leder til lav selvfølelse og uhensigtsmæssige valg i livet. Vi opdager os selv i forholdet til vores livshistorie og den familie, vi var en del af. Men den proces går igennem alle rummene i det indre landskab. Og det betyder, at det er essentielt med en kærlig, overbærende holdning til alle de sider i os, der endnu reagerer og er i proces.
Sommetider tænker jeg på min indre, vise kvinde som en smuk og frodig dronning, der sidder på en trone midt i mit indre eventyrlige kongerige. Hun betragter mig som et lille, såret eller legende barn. Hun betragter mig som en sårbar, ung pige. Hun ser mig som en midaldrende kvinde, der endnu kæmper med gammel smerte. Hun ser mig som datter, veninde, moster og kone. Hun ser det skrøbelige og det slagkraftige og det poetiske, såvel som alt det grimme. Hun ser skyggerne og dæmonerne. Hun ser det kompetente og det, der endnu mangler at udvikle sig. Og hun elsker det hele. Hendes kærlighed lader alting vokse i dets eget tempo, for hun ved, at alting altid forandrer sig, og at intet kan forceres. Denne indsigt er selvkærlighedens inderste væsen.