Vi har aldrig forladt barnligheden, uanset, hvor voksne vi føler os. For jo mere fortrængt barnet er, desto mere ballade laver det. Så udspiller det sig, som territoriale konflikter om plads og behovsdækning i parforholdet eller på arbejdspladsen.

 

For tiden har jeg mange unge mennesker på briksen, og især de mere sensitive, oplever det, at skulle være voksen, som meget overvældende og til tider svært. Vi når en vis alder og andre har nogle forventninger til os, men mest af alt, har vi forventninger til os selv. Om hvem vi skal være, og hvad vi skal kunne på et givent tidspunkt i vores liv.

For nogen unge bliver det meget sårbart, at behovet for mor og far, for tryghed og for at være barn, stadig er stort, samtidigt med at livets krav presser på. Der er det svære overgang fra barn/ung til voksen.

Men hvad om vi tænkte det lidt anderledes?  Vi kan tænke det, som en bro, der skal krydses, og hvor vi på den anden side er noget andet end vi var, hvilket jo også på sin vis, er rigtigt. Men vi kan måske også tænke det som, at barnet/ den unge integrerer en ny side i personligheden: den voksne. Det vi i forvejen er, består, og voksenheden bliver en tilføjelse, et nyt sæt af kompetencer, der ikke udvisker de oprindelige behov.

Så bliver det ok, at være dygtig og social på universitetet eller på lærepladsen den ene dag, og at sidde og hygge mellem mor og far i sofaen den næste.

Men hvad vil det sige, at udvikle kompetencer som en voksen? Det har de unge mange opfattelser af. Og en del af disse opfattelser bliver til belastende og urimelige krav til dem selv. Voksenheden bliver et kostume, der tages på, og en række roller, der spilles. Men hvordan i alverden skulle en ung også vide, hvordan? De er jo såkaldt voksne for første gang.

For mig er det enkelt. Selvom det kan være lettere sagt end gjort. Kompetencen som voksen er slet og ret ansvaret for vores egen trivsel. Det er medansvaret for de relationer vi indgår i. Men det er først og fremmest evnen til at erstatte meget af det vi oprindelig fik af vores forældre. Det er den gode internaliserede (indbyggede) forælder i os selv. Det indkluderer også evnen til, at kunne bede om den omsorg fra andre, der sikrer vores trivsel.

Så når en ung pige føler skam over, at hun trænger til mor og far i en sårbar periode, så er det barnet i hende, der længes. Men det er den indre voksne, der giver hende accepten til at søge den behov dækket.
Det er derfor meget voksent, at give sig selv lov til at være lille. Det er den livsnødvendige kompetence: selvomsorg.

Vi har aldrig forladt barnligheden, uanset, hvor voksne vi føler os. For jo mere fortrængt barnet er indeni os, desto mere ballade laver det. Så udspiller det sig, som territoriale konflikter om plads og behovsdækning i parforholdet eller på arbejdspladsen. Og harmløse omstændigheder som hvem, der gør hvad ,eller hvem, der sidder hvor, bliver til følelsesmæssige kampe, der fylder enormt. Inderst inde er der en række sårbare, barnlige behov for omsorg, anerkendelse eller bekræftelse, men de kanaliseres ud i magtudøvelse og konflikt.

Og således har nogle af de mennesker, der fremstår allermest voksne, ofte slet ikke så udviklede voksenkompetencer, dybdepsykologisk set. Og det slider på den lange bane. På helbredet, på familien, på parforholdet.

Det vi sommetider opfatter som svagt eller ubrugeligt i os selv eller andre, er i virkeligheden, det balanceskabende element, hvis vi anerkender dets betydning. Det er et talent at give os selv lov til at være små, krævende og svage, hvis vi gør det med følelsesmæssig bevidsthed.

Selvomsorg er en slags følelsesmæssige livsforsikring. Og ikke alle har haft opvækstbetingelser, der gjorde det nemt at lære. Derfor er det så vigtigt at rydde skammen over alle de barnlige behov af vejen, for følelser er barnlige af natur! Kroppen og sanserne kom før ordene, før kravene og før de voksne forpligtelser og de lader sig ikke fornægte.

Og i den sidste ende er det de barnlige behov, følelserne og kroppen, der er vores kompas i alle livets forhold. De fortæller os, alt det vi har brug for at vide, for at trives. Og dermed bidrager vi også til andres trivsel.

Det er egentligt så enkelt, og det ville løse meget, hvis vi alle havde denne accept af os selv og den kærlighed til os selv.

Det er meget voksent, at give sig selv lov til at være lille.

Kærligst

Psykolog  
Emilie Jahnnie Sigård.
 

Af aut. psykolog
Energipsykologisk Center
Energipsykologisk Center

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger. Emilie Jahnnie Sigård

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk center

tlf:2684 4596
mail@livsvejlederen.dk

Bog af Emilie Jahnnie

Det sensitive hjerte - Når alle døre står åbne


DKK 299,00


Psykolog Emilie Jahnnie Sigård læser op fra sin unikke bog om sensitivitet

Pressemeddelelse
Det Sensitive Hjerte

I ny bog giver psykolog og kunstner et anderledes bud på, hvordan livet leves med sensitivitet og sårbarhed

Læs mere her