Jeg har altid brugt begrebet sensitiv. Så længe tilbage jeg kan huske, har det indgået i mit arbejde. Også før jeg blev bevidst om, at man kunne være særligt sensitiv.
Jeg har været psykolog i 15 år, og måske har det sensitive især indgået, fordi jeg netop ser mennesker i de perioder i livet hvor de er mest sensitive, åbne eller sårbare. Hvor dørene til fortiden og gammel smerte står på vid gab, og hvor livet føles mere intensivt.
Jeg har, som mange andre behandlere været glad for Elaine Arons arbejde og teori om det særligt sensitive menneske. Det har virket forløsende, og givet mange af os en ny forståelse af os selv. Især har jeg som psykolog set, hvordan begrebet kunne erstatte mere negativt ladede betegnelser som personlighedsforstyrrelse eller psykisk sårbar. Mens det for mange andre, på et mere basalt niveau, har betydet, at det blev mere acceptabelt, at føle sig anderledes, introvert, genert eller sart.
På den måde er der meget kærlighed i begrebet, og jeg vil til hver en tid støtte alt det, der får andre mennesker til at føle sig bedre tilpas med sig selv.
På et mere konkret plan er der i mit sind ingen tvivl om, at der er forskel på, hvordan vi oplever verden. Der er robuste, mere firskårne mennesker med et stabilt funktionsniveau, der ikke så let lader sig påvirke. Og praktiske, meget verdslige mennesker, der sjældent beskæftiger sig med følelser og indre tilstande. Og så er der mennesker med en beskeden og følsom natur, der let bliver sårede eller berørte, og som trives bedst i nænsomme miljøer. Og en helt masse varianter her i mellem.
Anne Dorthe sang engang om "de sarte af os", og hvor er det dejligt, at sensitivitetsbegrebet har sat os på dagsordenen. At vi kan tale om forskellene, velsignelserne og besværlighederne. At vi kan finde fodfæste i en ny oplevelse af os selv.
Men som med alle andre fænomener i denne verden er der jo ikke noget, der er helt enkelt. Som psykolog har jeg stillet mig selv mange spørgsmål igennem årene.
Jeg har mødt mennesker, der har haft en meget sensitiv profil fra barns ben, men jeg har også mødt mennesker der aldrig før har følt sig sensitive, og som efter en livskrise er blevet det. Jeg har mødt mennesker, som slet ikke fremstod som særligt sensitive, men som identificerede sig meget med begrebet. Og andre som virkede meget sensitive, men som slet ikke selv havde den oplevelse. Og så har jeg mødt mennesker, hvor skillelinjen mellem sensitivitet og åbenlyse psykiske sår og traumer blev flydende. Jeg har oplevet, at der er så mange måder, at være sensitiv på, og så mange måder hvorpå vi kan være sensitive på ét område og slet ikke på et andet. Jeg respekterer alle, der oplever sig selv, som særligt sensitive, for i virkeligheden er der jo ikke noget facit. Det handler mest om folks egen oplevelse.
Jeg har siddet i min klinik med fine sensitive sjæle, der havde kreative og spirituelle åbninger, og som oplevede mange af de klassiske vanskeligheder ved det, at være særligt sensitiv. Men jeg har også oplevet mennesker, der for første gang fik kontakt med det sensitive i dem selv, hvilket ikke var mindre rørende.
De seneste år har jeg sat sensitivitet meget på dagsorden i mit arbejde. Men både på mine Cd'er og ved foredrag og workshop har jeg altid insisteret på, at det var det dybe indre arbejde, der gør en forskel. Jeg har ikke interesseret mig for, at beskrive det grundlæggende ved det, at være særligt sensitiv. Det er der så mange der gør så godt. Jeg har argumenteret for følelsesmæssig bevidsthed og det dybe indre arbejde med selvkærlighed og psykisk energi. Jeg har talt om det indre venskab, den indre forælder, smertekrop og psykiske sår. Jeg har talt om de dybere aspekter af både psykisk og fysisk smerte. Og jeg har talt om sammenhængen mellem traumer og sensitivitet.
Og sommetider har jeg arbejdet mig udenom det folk forventede af et sensitivitets foredrag eller er blevet skældt ud for, at drage psykologiske aspekter ind i noget, der er "medfødt, og ikke alt det andet pjat." Nogen har følt at jeg svigtede Elaines projekt, hvilket bestemt ikke har været min hensigt.
Jeg var selv et påvirkeligt og anderledes barn, der allerede tidligt havde åndelige oplevelser og som funderede over eksistentielle temaer. Som voksen har altid været fantasifuld, kreativ, empatisk, let at såre og med en lav stresstærskel, men med en relativ udadvendt og selvhævdende profil. Jeg er gået i mange huller, har spist for meget, og har haft mange stressrelaterede skavanker. Og uanset om jeg er særlig sensitiv eller ej, så var der ikke opstået nogen forandringer i mit liv, hvis ikke jeg forstod, at mit selvværd var rasende lavt og kombineret med et mønster af skyld, skam og overydelse. Alt sammen stammende fra min historie.
Alle de negative eller hypersensitive aspekter af min sensitivitet finder en balance eller dæmper sig, når jeg finder jeg mit værd i samspillet med andre. Nervesystemet falder til ro, og alting virker mindre generende. Det er langt fra en statisk størrelse.
Der er så mange dybe forståelser, der kan skabe forandringer, uanset, hvor vi kommer fra, og ingen begreber i denne verden, hvor rigtige og gode de end er, må blive en sovepude, der hindrer os i, at gå i udvikling.
At vi forstår os selv, som særligt sensitive kan betyde selvaccept og det kan betyde, at vi sætter fokus på, hvilke rammer vi har brug for, for at trives.
Men jeg er begyndt at bevæge mig mere og mere mod slet og ret at sige " sensitive hjerter". For det skaber plads til alt lige fra særligt sensitive mennesker og frem til det sensitive i ethvert hjerte.
Nogle af os, har på godt og ondt en lettere adgang til det sted i hjertet, men enhver sjæl længes dybest set efter en åbning til det sted.
Vi er mennesker, og vi er alle både stærke og skrøbelige. Allerstærkest står vi, når vi anerkender det skrøbelige i os selv, og giver plads til at andre også kan møde det i sig selv.
Det kunne være det særligt sensitive menneskes største styrke.
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård