Det er Jonathans ord til tvebak i Astrid Lindgrens historie om Brødrene Løvehjerte. Hvis du ikke er modig, hvis du ikke kæmper for det, du har kært, så er du bare en lille skid.
Jeg ved ikke, hvorfor de ord har besat min hjerne her på det sidste. Jeg tror, at jeg har funderet over mod, at være modig. Jeg tror, at mange af os har en indre kamp mellem løvehjertet og den lille skid. Mellem at turde, at være modige nok til, at udfordre de grænser, der kan brede livet ud, og så den indre tryghedsnarkoman, der ikke tør forandringen.
Jeg har nu en ømhed for den lille skid. Den har også en berettigelse. Ofte bærer den på sår og traumer og negative selvfortællinger, og det er ikke en morsom position at være i, selv om det gamle stof giver en sær form for tryghed. Men hvis den lille skid får lov a tage over, så bliver livet en lang tøven og udsættelse, dage af uforløst længsel og dagdrømmerier, der aldrig får fodfæste.
Livet kræver mod. Det kræver, at vi udfordrer alt det indeni, og alle de stemmer i omverdenen, der standser os i, at forløse det indre løvehjerte. Det stolte, selvstændige væsen, der griber fat om livet og rider stormene af, og som lever livet på egne betingelser, også selv om det sommetider har omkostninger. Men er der noget pris, der er højere at betale, end at miste sig selv?
Der findes et interessant tarotsæt, der indeholder buddhistisk symbolik. I Osho-Zen sættet finder du billedet af en løve klædt i fåreskind, i en stor flok af får. Løven symboliserer det indre brøl i et frigjort væsen, mens fårene er familiesystemet eller andre systemer, vi er en del af. Løven tør ikke vise, at den er en løve, og indordner sig blandt får.
Vi har alle forskellige indre stemmer fra familien, samfundet og moralske værdisæt, der banker den indre løve på plads. I stedet går vi rundt som den lille skid, bange for at skille os ud, bange for at fejle, bange for at blamere os, bange for at miste kærlighed og anerkendelse, bange, bange, bange.
Hos nogle bliver dette mønster så udtalt, at deres krop og sind konstruerer symptomer, for hele tiden at have en undskyldning for at lade være at gøre noget. Mens andre knokler et helt liv, for at bevise deres værd overfor en far, en chef eller en ægtefælle. Den lille skid har kronede dage, mens løven sidder med tilbageholdt vejrtrækning i en flok af får.
Mod er mange ting. For nogen er det at gå på line over Niagara Falls. For andre er det at gå ud i forhaven, efter 3 års angst for at forlade huset. Men for de fleste af os, er det at turde blive os selv, at turde være uenige med andre. Det er, at turde hævde vores egen indre virkelighed, at turde adskille os fra familien. At turde vælge det liv, der klæder os, på tværs af normer og standarder.
Det er at give den lille skid den fornødne omsorg, uden at den får mere plads, end at løvehjertet kan banke i vores bryst.
Og løven, brøle sig selv langt ud i livet
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.