Mine åbne døre til Kærlighedsforhold

Et meget personligt og selvbiografisk afsnit om mine tidlige og sårbare oplevelser. Fra kapitlet om Kærlighedsforhold i bogen:

Det sensitive hjerte:når alle døre står åbne.

 

Jeg er dybt sensitiv, og mange døre står åbne i forholdet til andre.  Jeg tog min sårbarhed med ud i venskaber og kæresteforhold, og både venner og kærester blev en kilde til udmattelse og sensitiv forvirring. I det sociale rum var jeg delt i to. Jeg var farverig og talende, og jeg hungrede efter anerkendelse og opmærksomhed. Men kombinationen af min egen indre længsel efter at blive set med kærlige, accepterende øjne, og mit sensitive fokus på den smerte, jeg fornemmede i andre, resulterede i, at jeg ofte blev observerende, absorberende og servicerende.

Ofte har jeg over årene tænkt, at de ulykkelige følelser indeni kom sig af, at jeg egentlig har en udadvendt personlighed med et relativt stort ego. Og at den ægte mig var trådt under fode af den hypersensitive position i forholdet til andre. Men nu som moden kvinde ser jeg, at også det er en af de fejlslagne selvfortællinger, der præger et menneske, der slås med selvværdet. Selv den mindste smule selvhævdelse bliver forbundet med en indre forkerthedsoplevelse og en angst for tab af kærlighed fra andre, og min naturlige trang til at udtrykke mig blev behæftet med mange negative følelser.

Jeg husker en kæreste i de tidlige voksenår, der mere end nogen anden spejlede min indre usikkerhed. Han var meget fascineret af fine damer, og var tæt forbundet til sin mor, som netop var en fin dame, der boede i en højloftet lejlighed på Frederiksberg. Han mente ikke, at jeg havde nogen personlighed, men at han kunne give mig én. Oplæringen bød på fine blomstrede firserkjoler med alt for store skulderpuder, fin mad og vin. I tilgift kom hans noget mærkværdige venner, som jeg skulle udholde med gode manerer. Og jeg husker, hvordan det første forsøg på et egentligt parforhold efterlod mig med en følelse af at være en slags funktionel maskine. Mine forsøg på at indrette mig i forholdet vekslede mellem tilpasning og små udbrud af raseri og oprør, og da jeg endelig blev alene igen, var forladtheden så voldsom, at jeg næsten gik i stykker.

 

Lammelsen hed Jac, og han drømte om at blive fotograf. Men det var ingen poesi i de billeder, han tog. Han ville ind i mit køn med sin linse og splitte mig ad bag sit narcissistiske øje. Han mente ikke, at jeg havde en personlighed uden den, han gav mig. Men jeg holdt fast i mit indre billede af ham, jeg hentede fra min egen poesi. Jeg levede mig dybt ind i ham, som et offer i sin bøddel. Han ydmygede mig foran venner og afrettede mig på åben vej. Og hans ord smertede mod min hud og sank ind i mine celler, som jord opsuger vand. Vores liv var én lang række depraverede snapshots, og snart smuldrede min indre Jac. Jeg kunne ikke mere smile, og en dag vågnede jeg uden. Det var som en sonar af lammelse, der havde udgangspunkt inderst inde, dybt i mit væv, og som langsomt havde manifesteret sig længere og længere ud, indtil den ramte mit ansigt.

Siden da undrede jeg mig over, at det netop er de dårlige forhold, der kan være så svære at komme ud af. Men jeg tror, at jeg havde brugt så meget energi på at få den kærlighed, jeg alligevel aldrig fik, at det kappede det hjertebånd til mig selv, der i forvejen var så skrøbeligt. Jeg tror, at det er så svært at gå fra et smertefuldt forhold på grund af det nederlag, der ligger indbygget i situationen. Og fordi kampen har varet så længe eller været så intensiv, at vi har mistet os i den, og mistet fornemmelsen af, hvad vi er uden. Det er lettere at forlade noget, som vi kan fortælle en god historie om og dermed få en følelsesmæssig afrunding på. Så kommer vi nemlig ud af det med selvfølelsen intakt. Jeg siger altid, at kærlighed ikke gør ondt. Der kan være kriser eller tab i et forhold, der skal gennemleves, og sommetider er vi nødt til at bruge den, vi elsker til at hele gamle sår. Men Kærligheden i sig selv gør ikke ondt.

Jeg havde ondt af min kæreste; det var synd for ham. Hans alkoholproblemer og det vanvid, der sommetider byttede plads med en til tider sød fyr, var synd for ham, og det skulle jeg bære. Og på samme måde fortsatte jeg gennem de første 12-14 år af mit voksenliv med at tage den ene møllesten efter den anden omkring halsen, uden nogensinde at spørge mig selv, om det var det, jeg skulle. Jeg havde ikke bevidsthed til at se, at først familien og siden hen kæresterne tog den livsenergi, som jeg skulle bruge til at danne mit eget liv. Det var som en tidsalder af selvtab, og mange gange var jeg så gennemhullet, at jeg holdt op med at fungere. Men selv efter de værste kriser dukkede jeg op igen, og altid med nye indsigter.

Det dybt sensitive begyndte at arbejde for mig. De åbne rum kunne forbindes. Jeg kunne se mig selv, jeg kunne se andre, og mig selv i forholdet til andre. Jeg kunne se tings sammenhæng. Og lige så snart det værste mørke var lettet, kunne jeg igen drømme og danne indre billeder, der gav mig styrke. Min sensitive kapacitet for at forestille mig ting, for kreativitet og skønhed, fandt altid sin vej tilbage. Og så fandt jeg styrken i min sensitive position. Jeg kendte alt for godt svaghederne, men styrken var, at der er en vældig urkraft i evnen til at bære på smerte, andres såvel som min egen. Jeg blev en slags krisekriger, og i dag kan jeg rumme det svære, når jeg skal. Jeg kan have det i mig uden at fornægte det, og på den måde være i rum med andres sorg og vrede uden at lukke det ned. Det er paradoksalt, at sårbare, sensitive hjerter samtidig er de stærkeste, der findes.

På den rejse i de erkendelser fandt jeg ud af, hvem jeg er i kærlighedsforholdet, og jeg kunne nu vælge en tilknytningsperson, der rummede mig som jeg var, og som kunne løfte sig selv i livet og i forholdet. Det sensitive, sårbare og stærke i mig kunne på én og samme tid finde sin udfoldelse.

 

 

Du giver mig en sort og hvid kjole
for du vil danse i alle mine rum

Nu åbner vi os i hinandens rum
ikke længere bange for skyggerne

 

 

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger. Emilie Jahnnie Sigård

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk center
Lyngby Hovedgade 39, 2 th
2800 Kgs. Lyngby

tlf:2684 4596
mail@livsvejlederen.dk

Bog af Emilie Jahnnie

Det sensitive hjerte - Når alle døre står åbne


DKK 299,00

Fremhævede produkter

Sødmefuld kat i vinteren

DKK 75,00

Spirituel pakke

DKK 350,00

Selvkærligheds pakke

DKK 429,00

Bog og CD Det sensitive hjerte med gratis soundtrack

DKK 299,00


Psykolog Emilie Jahnnie Sigård læser op fra sin unikke bog om sensitivitet

Pressemeddelelse
Det Sensitive Hjerte

I ny bog giver psykolog og kunstner et anderledes bud på, hvordan livet leves med sensitivitet og sårbarhed

Læs mere her