I forlængelse af diskussionen af begrebet projektion og spejling vil jeg sige et par ord om misundelsens kraft. Misundelse er en rædselsfuld følelse. Det er en oplevelse af at være lille, forbigået, vred, bitter, ulykkelig, og med fokus på det andre har, eller kan. Det er en følelse af at stå udenfor, at være på livets skyggeside, eller mindre værdig til noget. Eller det er en følelse af, at andre har fået det, vi selv skulle have haft. Misundelse er en svær, psykisk smerte.
Men misundelse er i virkeligheden vores egen ubrugte og uforløste kraft, og den rummer et enormt potentiale. Jeg har talt om, hvordan enhver skygge kan bruges konstruktivt, og i samspillet med mennesker er der et enormt potentiale i de svære følelser, der opstår. Jeg har også talt om, at vi så tit kommer til at arbejde fra vores sår og ikke fra glæde og lyst. Det er ikke hensigtsmæssigt at være drevet frem af indre smerte år efter år, men smerten kan danne et afsæt for udvikling, der indeholder en drivkraft, intet andet kan give. Det er hele vores fundament, der løfter sig mod et bedre liv eller en større udfoldelse, og det kan være nødvendigt.
Mennesker, der har eller gør noget, vi længes efter, er ikke bare spejle men, kæmpestore neonskilte, der blinker mod os, skærer os i øjnene og trækker vod igennem vores hjerter, så vi får lyst til at skrige i frustration. Vi kan vælge, om vi vil gå uforløste videre, eller se indad og forstå, at det vi ser i dem vi misunder mest, er vores fornemste potentiale, eller vores største drøm.
Det er ikke let at være meget sårbar eller sensitiv på en måde, der betyder konstante energitab. Jeg har mødt mange sensitive, der følte, at de konstant måtte sætte drømmene på pause, og som druknede i udmattelse og indvendige processer. Det paradoksale er, at så mange af os bruger tiden på at sørge og lide over de knuste drømme eller de uforløste evner, fordi vi mangler tillid til os selv. Alle de skønne spildte kræfter kunne i stedet bruges til at tage livets stafet og rende med den så langt som overhovedet muligt.
Men sensitive mennesker med sårbare temaer pakker sig sommetider sammen om sig selv, fordi det er for hårdt at gøre op med al den selvtvivl og usikkerhed, der skal konfronteres, hvis potentialerne skal tages i brug eller drømmene følges. Det kan blive til et livslangt mønster at blive i sikkerhedszonen og undgå det, der konfronterer de dybere drivkræfter. Men misundelsen er svær at ignorere. Den banker på, når vi møder mennesker, der følger den indre stemme, og går efter det, der føles rigtigt.
Sensitive mennesker kan bestemt også være i den modsatte lejr. Der er unikke sensitive hjerter, der bruger deres dybe følelsesmæssige erfaringer og dybe kreative sans til at sætte form på noget, der bevæger andre, eller til slet og ret at følge deres kald og med intuitionen i hånd gøre det, deres liv kalder dem til. Og det kan være alt fra en stor børneflok til et omsorgsarbejde til kreativt arbejde. Men en del sensitive mennesker har en oplevelse af at have et kald. Ofte på grundlag af den lidelse, de kun kender alt for godt. Livet skal have en mening, oplevelserne skal have en betydning. I samspillet med andre bliver det den sensitive, der vækker andre og får dem til at leve med hjertet forrest.
Misundelse skal favnes, forstås, rummes og bruges. Det er en stærk spejling, og den kan fungere som den løftestang, der bringer livet i nye retninger. Også selvom det for en tid gør fandens ondt.