Det er centralt at lære, ikke konstant at "gå i smertekrop". For det er et lidelsesfuldt sted at være, der sænker livskvaliteten og ripper op i gamle sår. Det rum i os, er en vigtig del af os, som giver os dybde, erfaring og medfølelse med andre. Men det skal ikke dominere.

 

Jeg ynder at bruge Echart Tolles begreb: "smertekrop".  Jeg tolker frit hen over det, og for mig er smertekroppen et særligt rum i det indre psykiske landskab, der rummer summen af alt smerte, forvrængninger, fortrængninger, negative selvbilleder, psykiske sår og traumer. Kort sagt, alt det der gør ondt i sjælen.

Når vi aktiveres af noget der gør ondt; et skænderi, en hård udfordring, et overgreb fra en anden eller alle mulige situationer i hverdagen, aktiveres smertekroppen. Hvis vi er afklarede med os selv og vores historie, og har bevidstheden om, hvad smerterummet indeholder, kan vi standse os selv i, at spiralere dybere og dybere ned i det, der gør ondt.

Men for mange af os, bliver smertekroppen konstant aktiv, og når det sker, så aktiverer den ikke kun de følelser, der hører til den aktuelle situation, men alt det følelsesmæssige stof, der ligger derinde i forvejen.

Hverdagens udfordringer bliver ikke kun til situationer eller konflikter, der skal løses, de bliver til: " Det hele er noget møg, jeg kan da heller aldrig klare noget. Tingene bliver ved, at gentage sig for mig, jeg duer ikke til noget, jeg orker ingenting. Jeg finder aldrig kærligheden, hvad er der galt med mig? Jeg er en dårlig mor. Jeg er en dårlig far. Jeg er ikke lige så dygtig som de andre, jeg er ikke lige så klog som de andre.

Og hvis overbelastningen fortsætter kan det blive til: " jeg er bange for alting, jeg tør ikke noget. Jeg er lammet af angst for, hvad andre tænker om mig. Jeg er bange for at være syg, for at miste dem jeg elsker. Jeg er bange for at miste forstanden. Jeg er et stort hul i jorden, jeg kan ikke mere, jeg kan ikke se noget positiv ved mig selv, jeg er ikke god nok. Jeg kan ikke se nogen udvej. Jeg gider ikke, at være her mere."

Og så er vi for alvor strandet i smertekroppen. Det rum i os, er blevet så dominerende, at det skygger for alle ressourcerne og de livs- og handlekraftige elementer vi også besidder.

Dette gælder for alle mennesker, men sensitive mennesker har følsomme elementer i psyken, der disponerer dem for en øget skyld, skam og dårligt selvværd. Som jeg før har beskrevet, er sensitive mennesker tilbøjelige til at gå for meget ud af sig selv, og ind i andres behov og følelsesmæssig signaler. De bliver overansvarlige og lader sig dræne. I tilgift er sensitive mennesker sjældent så skråsikre i deres oplevelser. Ofte er de eftertænksomme, påvirkelige, intuitive og introverte. Selv udadvendte og slagfærdige sensitive indeholder, efter min erfaring, disse elementer inderst inde.

Skylden opstår, når vi tager for meget ansvar, og bliver i tvivl, om vores egen andel i det, der sker i forholdet til andre.

Skammen opstår, når vi føler os forkerte og utilstrækkelige pga vores sårbarhed.

Selvværdet lider under alle de indre billeder af, hvad vi burde kunne, og hvad vi burde være. Også i sammenligningen med andre.

Det er centralt at lære, ikke konstant at "gå i smertekrop". For det er et lidelsesfuldt sted at være, der sænker livskvaliteten og ripper op i gamle sår. Det rum i os, er en vigtig del af os, som giver os dybde, erfaring og medfølelse med andre. Men det skal ikke dominere.

Når smertekroppen er kendt for os, men ikke tager magten fra os, kan vi om danne mørke til lys. Vi kan kende os selv, vi kan give til andre. Vi kan forvandle smertefulde erfaringer til ny viden, til kreative processer, til at tilføre verden noget. Freud kaldte dette for "sublimering", det fineste og mest modne psykiske forsvar af dem alle.

Men før vi når dertil, skal vi indse, at angst, depression og udmattelse er udtryk for overbelastningstilstande i sjælen. Overbelastninger opstår i hverdagen, når vi skal magte praktiske ting, arbejdsopgaver og relationer. Sommetider byder livet på ekstra tunge prøvelser, som kan svære at magte. Og det er forståeligt, ligesom det er naturligt at være vanvittigt ked af det, sommetider.

Det er når overbelastningen bliver et mønster af konstant træthed, afmagt og smerte, hvor livet ikke leves, men overleves, at vi skal kigge dybt i os selv.

Smertekroppen er kronisk aktiv, og den fryser livet til. Belastningerne bliver lige så meget det, der foregår indeni.  De konstante selvbebrejdelser, når noget går, bare lidt skævt med andre. Den lammende skyld og skam, de indre konflikter mellem den dårlige samvittighed og vores dybeste behov.

Der kan være en grundoplevelse af, at det at opretholde sig selv og sin egen trivsel er egoistisk. Og så spørger jeg: " Opfatter du en plante, der skal bruge solen for at lave fotosyntese, og vandet for ikke at dø ud, som egoistisk? Nej, vel? Alt levende har ret til at sikre sin egen overlevelse, og for menneskers vedkommende gælder det ligeså meget psyken som kroppen.

Vi må godt søge vores egen trivsel, vi må godt sikre vores eget hjerte. Vi må godt finde balance i mellem andres og egne behov.

Jeg har altid sagt, at der ingen flod er uden bredder. Vandet er følelser, intuition, energi og alt det udefinerbare i os selv og mellem os. Bredderne er struktur, grænser, rammer og ritualer, der definerer vores retning, og sikrer trygheden og omsorgen, også for os selv. Det er faktisk vigtigt, for en tid, at vogte over de indre processer, og få hold på de selvdestruktive elementer.

Den indre og ydre struktur skal sikre os mod udmattelse og overbelastning, så vi bliver mildere i omgangen med os selv. Overbelastning er nemlig den sikre vej ind i smerterummet, og når vi først er der, gør alting ondt og vi mister vores ressourcer.

Når vi lærer disse mekanismer at kende, kan vi træde lidt på afstand af vores smertekrop.

Og i denne position kan vi begynde, at omdanne mørket til lys.

Kærligst
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.

PS. Med generøs hjælp fra sensitive fb-venner vil jeg forske meget mere i, hvordan vi afhjælper os selv, når jeg skriver min bog om sensitivitet. Undervejs vil jeg fra tid til anden, dele ud af mine indsigter. Hjerteligt tak til alle.

 

Af aut. psykolog
Energipsykologisk Center
Energipsykologisk Center

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger. Emilie Jahnnie Sigård

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk center
Lyngby Hovedgade 39, 2 th
2800 Kgs. Lyngby

tlf:2684 4596
mail@livsvejlederen.dk

Bog af Emilie Jahnnie

Det sensitive hjerte - Når alle døre står åbne


DKK 299,00

Fremhævede produkter

Sødmefuld kat i vinteren

DKK 75,00

Spirituel pakke

DKK 350,00

Selvkærligheds pakke

DKK 429,00

Bog og CD Det sensitive hjerte med gratis soundtrack

DKK 299,00


Psykolog Emilie Jahnnie Sigård læser op fra sin unikke bog om sensitivitet

Pressemeddelelse
Det Sensitive Hjerte

I ny bog giver psykolog og kunstner et anderledes bud på, hvordan livet leves med sensitivitet og sårbarhed

Læs mere her