For et par uge siden skrev jeg om, hvordan diagnoser kan påvirke mennesker selvbillede på en nedbrydende måde. ( læs første blog her)

I den forbindelse modtog jeg mange gode kommentarer. Blandt andet skrev Arne Sandberg:

Tak Emilie! At få stillet en diagnose kan være en lettelse, men måden vi omtaler mennesker med diagnoser på kan blive en korsfæstelse. Angsten for at være sig selv, fører til angst for andre, der er sig selv på en ikke autoriseret måde. Vi må slutte med at italesætte mennesker som værende deres diagnoser og omtale diagnoser som noget man har og ikke noget man er. At være sig selv, at blive sig selv er sjælelig sundhed, selvom det for de angste kan se ud som gakket vanvid. Angst smitter ♥

Arne vinkler endnu et vigtigt aspekt af denne diskussion. Nemlig måden, hvorpå mennesker med en diagnose opfattes. Som psykolog har jeg set mange eksempler på, hvordan omgivelserne ændrer adfærd, ligeså snart et menneske står med diagnosen på hånden. Vi mister rettigheder og respekt. Vi ses igennem diagnosen. Et gysende eksempel på dette er de psykiatere, der afviser enhver kritik med henvisning til patientens "sygdom". Også selvom diagnosen er faldet på et løst grundlag.

Min empatiske søster faldt i snak med en gammel ven, der nu er kommet på plejehjem. Damen græd inderligt, fordi det er så svært at være gammel, i fremmede omgivelser, omgivet af plejepersonale, der ikke altid har det fornødne overskud. De talte dybt sammen, bl.a. om døden, og den gamle dame fik luftet nogle betydningsfulde følelser.

Da hun trådte ud i fællesrummet, blev hun passet op af en personale, der sagde følgende til hende: "Du skal ikke tage …. så alvorligt. Hun er ikke" rigtigt" ked af det. Det er hendes sygdom, der taler. Hun har en depression. Og så skal du ikke tale med hende om døden, det kan hun ikke rumme."

Min søster var næsten ordløs, men fik dog sagt, at det vel var ok, at tale om noget, der alligevel ligger den anden så meget på sinde. Jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvem er det, der ikke kan rumme noget, her?

Arne påpeger blandt andre gode pointer, at det kan være en lettelse at få en diagnose. Og det kan for nogen være et vigtigt led i rejsen mod healing og selvforståelse.

Og under disse rejser ind i smerte, mørke, stormfulde følelser, fortvivlelse, vanvid og mismod kan der opstå indsigt, ømhed, empati og sandhed. I yderkanterne af vores sjæl bliver vi den spand, der sænkes dybt ned i visdommens brønd for at hente noget værdifuldt, der kan deles med andre og berige verden. Det er anatomien i både kunst og ægte kærlighed.

Når vi ikke viser forståelse eller bliver berøringsangste er det os selv vi skal kigge dybt i.

Vi må aldrig miste empatien, kærligheden, nysgerrigheden eller respekten i forholdet til hinanden. Uanset hvad.

Kærligst
Psykolog Emilie Jahnnie Sigård.

Af aut. psykolog
Energipsykologisk Center
Energipsykologisk Center

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger. Emilie Jahnnie Sigård

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk center
Lyngby Hovedgade 39, 2 th
2800 Kgs. Lyngby

tlf:2684 4596
mail@livsvejlederen.dk

Bog af Emilie Jahnnie

Det sensitive hjerte - Når alle døre står åbne


DKK 299,00

Fremhævede produkter

Sødmefuld kat i vinteren

DKK 75,00

Spirituel pakke

DKK 350,00

Selvkærligheds pakke

DKK 429,00

Bog og CD Det sensitive hjerte med gratis soundtrack

DKK 299,00


Psykolog Emilie Jahnnie Sigård læser op fra sin unikke bog om sensitivitet

Pressemeddelelse
Det Sensitive Hjerte

I ny bog giver psykolog og kunstner et anderledes bud på, hvordan livet leves med sensitivitet og sårbarhed

Læs mere her