En kvinde spørger: Jeg er ofte trist om morgenen. Ved du, hvad det er for en mekanisme og hvad jeg evt kan gøre ved det?
Det er min erfaring, at en del mennesker er triste om morgenen. Og ved egentlig depression er det en velkendt mekanisme, at den første del af dagen, er den sværeste at komme igennem.
Mit bud på denne problemstilling er følgende:
Det forekommer mig, at vi er mest sårbare om morgenen. Efter søvn er vi "nøgne" og har ikke så meget filter, som senere på dagen. I den sidste tid før vi vågner, befinder vi os meget i den mere overfladiske søvn, kaldet REM-søvn. Her drømmer vi og renser ud i de mange indtryk hjernen lagrer. For os, der er sensitive og/ eller i krise kan det betyde, at der er stærk adgang til det ubevidste materiale i psyken, uanset om vi husker drømmene eller ej. At vågne op kan så være at sammenligne med tiden efter en terapitime, hvor der er blevet arbejdet dybt. Vi er sårbare.
Men jeg tror også, at denne tilstand fortæller noget om vores generelle trivsel. Morgentristhed er ikke et træk, der bare hæfter sig til bestemte mennesker eller personlighedstyper. Der er noget bag. Og den mekanisme, der ligger bag kan være så dybt indlagret i vores måde at fungere på, at det bliver et kronisk mønster.
Hvis der er en morgentristhed, er det måske en underliggende tristhed i det hele taget. Og det kan handle om mange ting. Det kan være, at det liv vi lever ikke rigtigt klæder os. Det er især et tema, når vi taler sensitive mennesker, der ofte har sværere ved at finde lige præcis det liv, der passer til den følsomhed, der er til stede. Livet har elementer, der bliver for belastende. Det kan også dreje sig om dybe følelser af manglende selvværd, som kobler sig på oplevelsen af utilstrækkelighed og mangel på energi.
Der kan være en grundlæggende ulykkelighed, fordi der er gamle forkerthedsfølelser og traumatiske oplevelser, der stadig ikke er bearbejdet, og som let springer op, som sår der endnu ikke er helet. I det hele taget er det giftigt for livsglæden, hvis der er en manglende accept af dem vi er, eller det vi kan og ikke kan. Eller hvis vi måler os op imod nogle standarder for livet, der ikke matcher dem vi er.
Et liv, hvor vi anstrenger os for meget, giver tilladelse til for meget belastning, og hvor der mangler ritualer for selvomsorg kan skabe den underlæggende tristhed, der afslører sig selv i de sårbare morgentimer.
Det er ikke uden grund, at jeg altid prædiker selvomsorg. For selvomsorg er så meget mere end hyggetid og ansigtsbehandling, om end disse ting er skønne. Det er, at vi kender os selv så dybt, at vi møder det sarte sted i os selv med moderlig (eller faderlig) kærlighed og beskyttelse, og regulerer både tanker, selvbillede og adfærd mod at skabe plads til det, der er ømt, såret eller bare følsomt i os. På den måde healer vi langsomt gamle sår, ved at give os selv den plads vi måske har manglet i verden eller i vores forhold til andre mennesker.
Det gør underværker, og frigiver en masse energi til livet. Men det er selvfølgeligt et stykke arbejde.
Hvis vi lider af kronisk morgentristhed er det altså hele livet, der skal kigges efter i sømmene. Lever vi det liv vi skal? Og har vi det den selvaccept og selvkærlighed, der understøtter det sarte i os? Og endelig, har vi de ritualer for selvomsorg, der kan støtte dette arbejde med os selv? Det kan være at turen går omkring et terapeutisk forløb, der giver mere følelsesmæssigt indsigt.
Louise Hay har en CD, der hedder "morning and evening meditation". Da jeg tror, at morgentristhed skal behandles allerede før søvn kan det være en fordel af høre netop aftenmeditationen, der handler om at give slip på dagen, anset, hvad den bragte med. På den måde lagrer vi noget positivt i det ubevidste inden søvn. Andre meditationer kan formodentlig også bruges. Det er blot vigtigt med det positive indhold, der stimulerer tryghed, ro og glæde.
Andre typer forberedelse til søvn kan også betyde noget, såsom at undlade ubehageligt Tv inden søvn, eller have hyggelige ritualer, der giver velvære og skaber ro. Akkurat som vi gør det, med små børn.
Om morgenen kan det betyde noget, at anerkende den hudløse fornemmelse, på samme måde som vi anerkender vores børn, når de er utidige og trætte, og have gode, rare ritualer, der dæmmer op for tristheden. Det kan være meditation, afspænding, gåture, eller god morgenmad.
Men først og fremmest er det tanken om " at der er noget i mig, der er sårbart, og det vil jeg tage vare på, så godt jeg kan".
Kærlig hilsen
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.