Energivampyrisme
Vi kan alle være vampyrer og suge andres psykiske energi ned i et stort, sort følelseshul. Vi kan også alle komme til at give tilladelse til at blive suget ud. Der er ikke tale om en særlig race blandt os, men der er træk, der disponerer mere til energivampyrisme, nemlig kombinationen af en stor psykisk smerte og en lav bevidsthed om indre følelser og behov.
Vi bliver vampyrer, når vi lider af tomhed, stress eller smerte, og ikke er i kontakt med os selv. Når vi ikke ser og forstår os selv, men bare må tanke op hos andre for at kunne holde tilstanden ud. Det er ikke et entydigt billede. Vi kan trække hårdt på andre i særlige perioder, hvor smerte eller tvivl raser, og i forbindelse med områder i livet, der endnu ikke har fundet en indre
afklaring. De færreste kan sige sig fri for det, men stille og roligt modnes vi til et punkt, hvor vi, også på disse områder, kan klare at være i vores eget selskab.
Men for nogen bliver det et livslangt mønster at have indre strategier, der kræver andres, til tider, ufrivillige deltagelse. Det kan handle om et umætteligt behov for opmærksomhed, eller om behovet for at hævde sig på måder, der koster andre noget. Bag enhver vampyristisk strategi ligger der ubearbejdet psykisk materiale, og vedkommende har det sjældent godt inderst inde.
Alligevel bliver det oftest vigtigt at trække sig fra mennesker, der har en vedvarende vampyristisk strategi, fordi det, især i langvarige eller tætte forhold bliver skadeligt for den, der giver tilladelse til energidrænet. Når jeg taler om at give tilladelse til, er det fordi jeg forsøger at undgå ordet ”offer”. Den energidrænende part kan vælges fra, eller forholdet til vedkommende kan sættes i nye rammer. Jeg beder altid mine udmattede, stressede og overbelastede klienter om at kigge kritisk på deres relationer, både de nære og de fjernere. De fleste kan genkende mennesker i deres liv, der har et åbenlyst mønster, der virker drænende på andre.
Det kan være mennesker, der fylder meget, laver dramaer, eller som har en ondskabsfuld eller perfid stil. Men det kan også være afdæmpede typer, der kommer med stikpiller og indpakket kritik. Eller mennesker, der skaber medfølelse og endog medlidenhed omkring sig selv, ved altid at udbrede sig om deres livs plager. Vampyrisme kan komme i mange former, men de har alle det til fælles, at modtageren bliver træt, overfyldt og får trykken eller smerter i kroppen. Men værst er det, når modtageren oplever skrammer i sin egen selvfølelse. Når vampyrismen får en form, der gør modtageren selvbevidst på en uhensigtsmæssig måde, eller som virker nedgørende på den
anden. Især kvinder har en tilbøjelighed til at lange ud. Det kan være kommentarer om den andens udseende, der, under dække af noget positivt, egentlig bliver grimme.
…” Ih, har du ikke tabt dig? Nej, hvor det klæder dig, at man ligefrem kan se en talje… eller… dit øje hænger slet ikke mere, hvor er det pænt…”
Sådanne kommentarer gør modtageren selvbevidst og peger bagud på en grim måde. ”Jeg var altså tyk og taljeløs og havde hængende øjne før?”
Jeg har så tit undret mig over, hvorfor så mange kvinder kommenterer, uden at der først er givet en tilladelse. For alle kommentarer, der falder uopfordret, er potentielt krænkende.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en meget smuk og værdig, grønlandsk kvinde, der engang kom hos mig. Hun havde været ude for noget af det mest forfærdelige, jeg i min tid som psykolog havde hørt om. Men hun havde et indre lys, der ikke kan beskrives med ord. Det var meget rørende.
Vi fandt hendes indre have sammen, og da jeg spurgte hende om, hvad der skulle til, for at man kunne få lov at træde ind i hendes smukke have, sagde hun blot: ”man skal bare spørge først.” Man skal bare spørge først! Det er jo egentlig så enkelt, og i forhold til hendes oplevelser var det sådan en
vigtig sandhed.
Jeg har siden funderet meget over, hvordan verden ville se ud, hvis vi altid bare spurgte først. Den lille, men umådeligt vigtige grænse, omtanke og
respekt for den anden, der ligger i den handling. Vi kender jo ikke hinandens grænser, livshistorie, sensitivitetsniveau eller sårbare områder. Vi ved ikke, hvad der sker i den anden, så nænsomhed er altid en god strategi, i alt fald indtil vi har mere indsigt i hinanden.
Desværre er vampyrisme ikke drevet af omtanke for den anden, men af et forsøg på at råde bod på noget indeni, der ikke er i balance, og i reglen helt ubevidst. I de tilfælde, hvor der er en bevidsthed om, at der er andre, der påvirkes negativt, vil energivampyren ofte forsøge at bortforklare eller undskylde det over for sig selv. Og i de tilfælde, hvor vampyren ikke gør sig sin rolle bevidst, kan vampyrismen komme under dække af gode intentioner. Dette kan være ret subtilt.
Gerda var nødt til at melde sig syg med en længerevarende
virus. Og hendes gode kollega Søs var sød til at komme forbi og hjælpe. Gerda havde ikke bedt om hjælpen og var helst fri, idet hun var syg og træt. Men hun vidste jo, at det var godt ment. Stille og roligt blev det dog alt for meget for Gerda, som i sin venlighed kom til at give tilladelse til de mange besøg. Søs kom forbi efter arbejde hver dag og talte længe om kolleger, mens hun udtrykte sin store bekymring for Gerda. Efter hvert besøg følte Gerda sig drænet. Søs var ikke opmærksom på, at besøgene var til for at dække hendes eget behov for at være den gode samaritan, mens hun tog al energien til sig selv. Hun så ikke, at hun skadede Gerda mere, end hun gavnede hende. Hun spurgte ikke til Gerdas behov.
Det vigtigste er ikke at vide præcist, hvad der foregår, men i stedet at mærke i os selv, hvordan samværet føles. Hvis det føles drænende, selvværdsnedbrydende, hvis det giver fysisk ubehag eller psykisk smerte, så er det vampyrisme. Uanset alle de gode intentioner om det modsatte. Vi kan alle være vampyrer, og vi kan alle komme til at give tilladelse til vampyrisme. Men jo mere følelsesmæssig bevidsthed vi har, desto mindre er chancen for, at vi gør nogen af delene.
Sensitivitet og vampyrisme
Det er ikke niveauet af sensitivitet, der bestemmer, om vi kommer til at dræne andre. Sensitive mennesker kan være meget vampyristiske. Det er graden af bevidsthed, der bestemmer, hvor disponerede vi er. Den gængse opfattelse af et dybt sensitivt menneske er, at det er et meget empatisk menneske. Derfor har jeg tit hørt forundrede mennesker beskrive sensitive familiemedlemmer eller venner som uempatiske og energidrænende. Forundringen går på, at vi netop er sensitive og derfor om nogen må kunne mærke, hvor den anden er.
Men alle vi med dybt sensitive træk er jo også bare mennesker med mange komplekse træk, og netop kombinationen sensitiv/sårbar med lav følelsesmæssig bevidsthed er måske særlig giftig. Der er grobund for et stort, indre smerterum, og uden bevidstheden som et følelsesmæssigt kompas kan det at bruge andre som skraldespand blive en ubevidst strategi. Smerte og negative følelser slører empati, uanset om vi er sensitive eller ej.
På den anden side kan sensitive hjerter også, i højere grad, komme til at give tilladelse til vampyrisme. Vi har en indbygget følsomhed i samspillet med andre, og et stærkt sanseapparat, der lader sig påvirke af det, der sker. Hvis vi befinder os mellem sensitivitet og smertelig sårbarhed, fordi vi endnu har uforløste temaer i det indre landskab, så kan vi miste dømmekraften i relationer. Lavt selvværd kan åbne op for krænkelser. Det samme kan grundsår, der involverer oversamarbejde, hensynsfuldhedsbetændelse og fokus på den andens ret og behov.
Der er uendeligt mange indre mønstre, der kan åbne for krænkelser eller overforbrug fra andre, og fælles for disse dynamikker er, at de bliver til en læk i den psykiske energitank. Et sådant mønster kan blive en væsentlig årsag til, at livet går ud af balance. Jeg har set talrige eksempler på, at relationen til et bestemt andet menneske kan blive til et langvarigt omdrejningspunkt for vanskelighederne. Det kan være en kollega, en ven, en chef, en ægtefælle eller et familiemedlem, der kommer til at fylde enormt meget. En stor del af livet kredser om at håndtere det vanskelige forhold, der får alt for meget plads i det samlede livsregnskab.
Der kan være situationer, hvor forhold skal gennemleves og udvikles, og hvor optagetheden af et andet menneske kan bidrage til personlig vækst og læring. Selv negative følelser og smertelige processer kan være et skridt i retningen mod at udvikle en moden evne til at være i gode, kærlige forhold. Men relationer, der kører i en destruktiv tomgang, er meget usunde for et sensitivt hjerte. Det allervigtigste er, at vi forstår vores egne bevæggrunde for at blive i noget, der ikke gavner os. Det kan føles meget svært at bryde ud af, og der kan være mange gode grunde til, at det ikke føles muligt. Men svarene skal, først og fremmest, findes inderst inde.