Her er nattemørkt, og jeg undrer mig over, hvorfor mine øjne er som to pivåbne vinduer, der stadig søger at se, mens de famler panisk rundt i deres huler. Snart vil jeg overgive mig til det barmhjertige mørke og lade det indhylle mig i sit stjerneløse tæppe. Og snart vil min kontur indstille sin sitren, mit hjertes ur gå i stå, mine øjne falde tilbage i deres kranium, mine ører standse deres trommen. For her er en higen efter død, en salig intethed, en musestille helligdom. Jeg falder i en drømmeløs søvn, men vækkes af en fjern lyd af fodtrin, så fine af de næsten er uhørlige. De bevæger sig rytmisk, tættere på og længere væk, nærmere og fjernere. Jeg følger med, jeg bevæger mig svævende igennem det uendelige rum. Mørket bliver tættere og tættere, og jeg bevæger mig sanseløst mod de fodtrin, det eneste tegn på liv, uden at vide, om jeg jager i blinde. Men mørket slides op og slår huller i sig selv. Og udenfor har lyset ventet en tidsalder på sin modsætning, og nu strømmer det ind og synliggør mig, skinner gennem mine øjenlåg, der gemmer på mit modstræbende blik.