"Evigheden og jeg" var undervejs i mange år. Den kom ikke ud da jeg var ung pige med både stjerner og nattemørke i øjnene. Den kom ud da jeg ville mig selv så meget, at jeg ikke kunne lade være. Da jeg fandt min stemme, og gjorde oprør mod den indre kritiker.
11 sange fandt vejen frem gennem i en indadvendt periode i mit sommerhus ved Isefjorden. Min mand Erik, der er en indfølende og lyrisk bassist, og tilmed en hæderlig pianist, kastede stjernestøv over mit enkle lille, dybtfølte værk.
Melodierne er meditative og ordene lyriske. I min bog forklarer jeg følgende om en af sangene:
" Jeg kan om sorgen sige: det gjorde så ondt at miste farmor, men med tiden forandres sorgen, og de ord er vældigt stærke, fordi de fortæller om noget, vi alle skal opleve og kan genkende. Men jeg kan også sige: øjne, der mødes og skilles, men hjertet, der aldrig giver slip, tider forvandles og pludselige tøbrud, sollys, der brydes i skyggernes rum. Og så er jeg tilbage til den sidste gang jeg så farmor i øjnene, og til den dag, hvor lyset fald ind på væggen og jeg indså, at sorgen havde forandret sig. Det sanselige og ordenes evne til at vække min hukommelse bringer mig dybere i min proces. Det er metaforernes og sansningernes styrke. "
Vi har med glæde fremført sangene i forskellige sammenhænge, og det er altid en rørende oplevelse.