"Da jeg var barn vågnede jeg op i min farmors lillebitte sommerhus, fordi noget kaldte på mig. Der lå mennesker og sov alle vegne, men i min oplevelse var jeg helt alene med lyset, der strømmede ind, mens hanen galede og verden endnu stod stille. Jeg listede ud, draget af det rum der havde åbnet sig mens jeg sov, og som nu stod og ventede på mig. Hvad der derefter skete, står uklart i min erindring, men jeg var ikke bange, snarere opløst i lys. Og i en stilhed, der efterlod mig med en længsel, en livslang længsel og søgen. Det var et rum, der åbnede sig for mig, og som tog en del af mig med, da det lukkede sig igen. Siden da, i skellet mellem drøm og virkelighed, møder jeg tit mig selv i det rum, opløst til atomer, svævende et sted i evigheden, uberørt af verdener der opstår og forgår. I stilheden. "
Sådan starter den lyriske roman jeg skriver på, sådan starter min selvhelbredende rejse. Det indre rum af evighed og stilhed og barnlighed og renhed er der stadig i hver af os, hvis vi kigger godt efter.
Forleden dag var der noget dybt inde fra, der talte til mig. Sommetider er det en vis kvinde, der sidder under en bredskygget hat ved en gammel eg. Andre gange er det en engel, der er vævet af næsten usynligt stof. Men denne gang kom det et nyt sted fra, og det sagde " hvis angsten vil vise dig noget, og du ikke går med, så er der ikke noget at vise og ikke noget at se" Og siden den dag er jeg ikke gået med, hvilket betyder, at angsten er skrumpet ind på bemærkelsesværdig vis. Det er den kreative stemme, der rakte mig en hjælpende hånd, da nøden var størst.
I september døde min elskede farmor, men i det indre rum er hun stadig lyslevende. Da går hun rundt på små nøgne fødder i sin fine natkjole, der virker lidt for stor. Fordi alting er lidt for stort på en lille 1, 5 meter krop. Og så tusser hun rundt om morgenen, men duften af kaffe breder sig, og før hun stryger mig kinden fordi hun står klar med blødkogte æg og friskpresset grape. I det rum vil hun altid gå rundt i natkjole og dele sine visdomsord, når jeg mister troen på mig selv.
For nogle år siden mødte jeg en rød kat i mit indre, der viste mig noget om Selvkærlighed:
"Jeg havde en kat, der var rød med orange striber og bløde hvide poter. Og den nærmest lo med sit kloge ansigt og miavede som den sødmefulde manipulator den var. Åh, hvor jeg elskede den kat. For den kunne alt det jeg ikke kan. Den kunne være sig selv, den kunne slappe af lige, hvor den var uden at have øje for noget som helst andet, end at være netop dér. Man bliver afhængig af sådan et dyr, sådan et healingsdyr, der er sendt netop for at heale dig helt ind i dit hjertes dybeste sår. Den healer med sig selv, ikke ved noget den gør, men noget den er. Og netop sådan skulle vi gå rundt i verden, uden øje for noget andet end der, hvor vi lige nu er, og heale hinandens dybeste sår med vores tilstedeværelse. Men ak, for at jeg kan elske dig så meget, at du elsker dig selv så meget, at du kan elske mig, må jeg elske mig selv til bunden af havet og helt op til stjernerne, og hele vejen rundt om jorden og tilbage i min egen lille magiske have. Min røde kat elskede sig selv, den gjorde sig ikke begreb om andet, den gav bare sig selv med alt, hvad den kunne, og det var det der var så smukt."
Vi har så mange rum indeni. Og det er helbredende at lære dem at kende. Tale dem, male dem, skrive dem, danse dem eller bare kende dem. De har så meget at fortælle os, og de kan bære på en masse håb og glæde og minder, når vi ikke selv føler at vi kan.
Jeg satte mig ned en dag og begyndte at synge mit indre barn og min vise kvinde, og mit rum i Evigheden og mine engle, og alt det jeg savner og elsker og værdsætter.
Det blev til en plade, men det kunne også have været sange bare til mig. Vi kan dele det eller ej, men vi kan blive hele af at kende det forunderlige inderst inde.
Kærligst Emilie Jahnnie.
Ps. Hvis du vil møde mig og mine sange fra "Evigheden og jeg", så kan du se og lytte her: Evigheden