Når vi ikke helt tør være os selv, hvad er så det dybeste niveau i denne angst? Jeg tror, at det er angsten for at miste. For at miste andres anerkendelse, deres kærlighed eller omsorg. Det kan være angsten for at føle sig forladt eller lukket ude af fællesskabet. Det kan være angsten for at miste indtægt eller goodwill eller status. Eller det kan slet og ret være angsten for andres kritik eller misbilligelse.
Det kan have omkostninger, at turde være sig selv, men hvor store er omkostningerne ved at lade være?
Men hvad vil det sige, at være sig selv? Måske er det ikke nødvendigvis pr. definition, at lufte alle følelser og meninger i enhver situation. Sommetider kan den adfærd nemlig få karakter af en insisteren, der i virkelighed dækker over, at vedkommende slet ikke har så let ved at manifestere sig.
Når vi er os selv, så tror jeg egentlig at det kommer fra et relativt ubesværet sted i os. Helt derinde fra, hvor vi har truffet nogle centrale valg. Jeg kalder det "det indre venskab". Dette venskab er solidt, når vi støtter os selv i situationer og relationer, hvor vi har noget følelsesmæssigt på spil. Når vi føler et ligeværd med andre, der betyder, at vi ser vores egne behov og holdninger som lige så vigtige som andres. Når det at sige nej til det vi ikke ønsker og ja til det vi gør, falder naturligt.
Når det indre venskab er på plads får vi også plads til andre, fordi vi har givet plads til os selv. Så kommer vi videre fra den tillærte "godhed" og flinkeri, og ind i muligheden for at være ægte god. Det er den godhed, der opstår når vi giver fra et ægte og ærligt sted i os selv. Måske kan det betyde, at vi i perioder giver mindre til andre, men det der gives kommer til gengæld fra et sted af lyst og overskud.
Men det indre venskab betyder også, at vi har et valg. Vi kan vælge at give eller gøre, fordi det giver mening. Men vi gør det med bevidsthed. Vi kan vælge at negligere egne behov for en tid, hvis nogen har forfærdelig meget brug for os. Og jeg er af den opfattelse, at vi fint, for en afgrænset periode, kan holde til et sådan valg:
Hvis vi støtter os selv indefra med forståelse og accept.
Hvis vi kompenserer ved at søge omsorg i omverdenen.
Hvis det ikke bliver en bevidstløs mekanisme altid, at sætte andres behov før egne.
Jeg har altid slået på tromme for følelsesmæssig bevidsthed, fordi denne bevidsthed giver os friheden til at vælge, hvem vi vil være, også i forholdet til os selv.
Det er ikke en let sag, at turde være sig selv og derved udvikle ægte godhed. De fleste af os er på rejse hele livet. Angsten for forladthed og for tab af kærlighed er et af de dybeste områder for angst i den menneskelige psyke. Så der er mange gamle strukturer at gøre op med undervejs.
At turde være os selv, med de holdninger, grænser og behov og følelser vi nu en gang har, kan betyde, at vi ikke kan gøre alle tilfreds og det kan give nogle øretæver undervejs.
Men når nogen forsvinder ud af vores liv, så kommer der altid nogle andre, der respekterer vores aktuelle ståsted. Venskaber og relationer er jo ikke en statisk størrelse, men noget der forandrer sig når vi forandrer os.
Det er vigtigt at gå efter så stærkt et indre venskab, at vi kan tolerere andres fravalg og negative holdninger uden at gå i stykker af det, fordi vi hviler i vores egen kerne. Det er i alt fald værd at arbejde hen i mod.
For hvis der er noget jeg har lært igennem mine 13 år som psykolog, så er det, at bortset fra store eksistentielle tab af børn og tilknytningspersoner, så er det er ikke noget værre end tabet af os selv.
Har vi ikke os selv, bliver vi unødvendigt skrøbelige. Og så bliver det svært at være dem vi er, og at have overskud til at være ægte givende.
Vi har alle ret til at eksistere alene fordi vi gør, og vi har alle ret til at være her som vi nu en gang er, med alt hvad det indebærer.
Kærligst
Psykolog
Emilie Jahnnie Sigård.