Forord

Jeg har valgt at skrive en bog om det sensitive hjerte, der er sensitiv i sig selv. Sensitivitet er nemlig, mere end noget andet, en bevægelighed i alle de indre rum, der opstår, fordi alle døre står åbne. Derfor vil denne bog også bevæge sig gennem mange rum og forsøge at give det sensitive hjerte så tydelig en stemme som muligt.

Jeg har skrevet fra flere af mine indre rum, fordi jeg selv er både sensi­tiv og sårbar, og fordi jeg hele livet har prøvet at balancere dét at være både kunstner og psykolog. Som psykolog er mit fokus at møde andre menneskers indre oplevelser og at være med dem, så vi sammen kan skabe en forandring i det, der gør ondt. Som kunstner kommer jeg fra mit eget inderste og mest sårbare sted, og på ét niveau er de to identiteter uforenelige. Men i denne bog møder de hinanden, og det er mit håb, at det vil uddybe bogens healende effekt.

Jeg har været psykolog i 15 år, og i den tid har jeg mødt utroligt mange modige og ærlige, sensitive mennesker, der har delt deres sårbarhed med mig, og det er uvurderligt. Bogen giver ligeledes en stemme til breve fra sensitive mennesker, der har været så generøse at skrive til mig. Den kærlig­hed, der ligger i, at de mennesker ville dele sig selv med andre, er jeg dybt taknemmelig for. Det kan hjælpe andre, og det kan øge vores fælles forstå­else for det sensitive hjerte.

Brudstykker fra talrige sager i praksis er et af bogens vigtige rum, de sensitive breve er et andet. Psykologdamen med alle teorierne og analyserne har sit eget rum, der emmer af hyldestøv og indsamlet viden. Mens det sen­sitive menneske, Emilie Jahnnie, sidder i sit rum mellem englestøv, og poesi og fortællinger om smerte og indsigt. Det har været en livslang vandring med alle de indre døre åbne. Derfor får det sensitive hjerte også et rum til digte og eventyr og breve fra engle, så kreativiteten gør fortællingen om det fine, sensitive hjerte endnu dybere. De lyriske dele er sangtekster fra mit debutal­bum og digte og historier fra mit inderste hjertekammer. Og endelig har bogen et rum til en række poetiske sort/hvid-billeder. Alt sammen for at give det sensitive hjerte så mange sprog som muligt og så fyldig en stemme som muligt. Læseren vil opleve en vandring mellem disse rum i bogen, der jo er sensitiv i sig selv.

Det indre landskab i et sensitivt menneske er fyldt med åbne døre, og der kan være både smukke og smertelige elementer ved de åbne rum og den store følsomhed. Men der er en følelsesmæssig bevægelighed i det sensitive landskab, der rummer muligheden for følelsesmæssig bevidsthed, kreative og spirituelle åbninger. Og det er det, der gør sensitiviteten så smuk og rø­rende. En del sensitive hjerter lider dog med deres følsomhed. Derfor er denne bog gået meget dybt i sit forsøg på at forstå, hvordan det sensitive hjerte minimerer den smertelige sårbarhed. I stedet skal vi opdage det vidun­derlige ved sensitiviteten og den fine sårbarhed. En sensitivitet, der rummer sine helt egne ressourcer og sine helt egne potentialer.

Det har været en rejse ned i de dybeste lag af det, jeg kalder det indre psykiske landskab, og bogen går frygtløst ind i noget af det smertefulde stof, der kan skubbe til det sensitive hjertes balance. Jeg læste som barn en histo­rie om en troldmand, der havde sluppet sin egen skygge løs fra dødsriget. I lang tid flygtede han fra skyggen, skræmt og overmandet. Men så opdagede han, at hvis han kaldte skyggen ved dens rette navn, så ville den miste sin magt over ham. Troldmanden mødte sin skygge ansigt til ansigt og sagde dens navn, som var det samme som troldmandens eget, og siden hen smel­tede de to sammen.

Jeg tror inderligt på, at når vi kalder tingene ved deres rette navn, så kan de, stille og roligt, miste deres magt over os. De kan forvandle sig og få nye betydninger. Det gælder i særdeleshed skyggerne og smerten inderst inde. Og undervejs i denne proces bliver der mere og mere plads til alt det, der gør det sensitive hjerte så smukt med sin fine og hjerteåbnende sårbarhed.

Jeg har muntret mig lidt over, at jeg har skrevet en bog til sensitive hjerter, der ikke, hele vejen igennem, er for sarte sjæle. For der gås dybt i både det fine og det smertelige. Men hvor sensitive hjerter kan være skrøbelige, så er de også meget følelsesmæssigt stærke. De kan oven i købet være en slags krisekrigere, der rummer langt mere smerte end de fleste. Det er det sensitive hjertes paradoks, og måske også denne bogs.

Rundt omkring i bogen findes der anvisninger og øvelser, der kan tjene som inspiration til det videre arbejde med at skabe balance i et sensitivt

hjerte. De mere komplekse af øvelserne vil senere blive indtalt på en CD, der kan lette processen for dem, der ønsker det. Øvelserne er markeret med et symbol i form af en lille, fin paraply.

Vi skal på en rejse sammen, og vi kommer til at bevæge os igennem dybdepsykologiske, kreative, selvbiografiske, spirituelle og poetiske rum. Vi skal på rejse i det sensitive hjertes inderste natur, og vi skal prøve at forstå betydningen af alle de åbne døre. Vi skal se, at sensitiviteten leder os til hjertets port, og at den fine sårbarhed åbner porten videre ind til kvaliteter, som denne verden ikke kan eksistere uden.

En kærlig tak til min mand, Erik, der er en uvurderlig hjælp på så mange måder. Og af hjertet tak til alle, der bragte mig indsigt, og som igennem de­res hudløse mod hjalp til med at åbne for fortællingen om det sensitive
hjerte.

 

Kærligst
Emilie Jahnnie

Hovedoverskrifterne i bogen

Det sensitive hjerte - Når alle døre står åbne


DKK 299,00

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger. Emilie Jahnnie Sigård

Aut. Psykolog, forfatter, foredragsholder og sanger
Emilie Jahnnie Sigård

Energipsykologisk center

tlf:2684 4596
mail@livsvejlederen.dk


Psykolog Emilie Jahnnie Sigård læser op fra sin unikke bog om sensitivitet

Pressemeddelelse
Det Sensitive Hjerte

I ny bog giver psykolog og kunstner et anderledes bud på, hvordan livet leves med sensitivitet og sårbarhed

Læs mere her