Om energivampyrisme.
Vi kan alle være vampyrer og suge andres psykiske energi ned i et stort, sort følelseshul. Vi kan også alle komme til at give tilladelse til at blive suget ud. Der er ikke tale om en særlig race blandt os, men der er træk, der disponerer mere til energivampyrisme, nemlig kombinationen af en stor psykisk smerte og en lav bevidsthed om indre følelser og behov.
Vi bliver vampyrer, når vi lider af tomhed, stress eller smerte, og ikke er i kontakt med os selv. Når vi ikke ser og forstår os selv, men bare må tanke op hos andre for at kunne holde tilstanden ud. Det er ikke et entydigt billede. Vi kan trække hårdt på andre i særlige perioder, hvor smerte eller tvivl raser, og i forbindelse med områder i livet, der endnu ikke har fundet en indre afklaring. De færreste kan sige sig fri for det, men stille og roligt modnes vi til et punkt, hvor vi, også på disse områder, kan klare at være i vores eget selskab.
Men for nogen bliver det et livslangt mønster at have indre strategier, der kræver andres, til tider, ufrivillige deltagelse. Det kan handle om et umætteligt behov for opmærksomhed, eller om behovet for at hævde sig på måder, der koster andre noget. Bag enhver vampyristisk strategi ligger der ubearbejdet psykisk materiale, og vedkommende har det sjældent godt inderst inde.
Alligevel bliver det oftest vigtigt at trække sig fra mennesker, der har en vedvarende vampyristisk strategi, fordi det, især i langvarige eller tætte forhold bliver skadeligt for den, der giver tilladelse til energidrænet. Når jeg taler om at give tilladelse til, er det fordi jeg forsøger at undgå ordet ”offer”. Den energidrænende part kan vælges fra, eller forholdet til vedkommende kan sættes i nye rammer. Jeg beder altid mine udmattede, stressede og overbelastede klienter om at kigge kritisk på deres relationer, både de nære og de fjernere. De fleste kan genkende mennesker i deres liv, der har et åbenlyst mønster, der virker drænende på andre.
Det kan være mennesker, der fylder meget, laver dramaer, eller som har en ondskabsfuld eller perfid stil. Men det kan også være afdæmpede typer, der kommer med stikpiller og indpakket kritik. Eller mennesker, der skaber medfølelse og endog medlidenhed omkring sig selv, ved altid at udbrede sig om deres livs plager. Vampyrisme kan komme i mange former, men de har alle det til fælles, at modtageren bliver træt, overfyldt og får trykken eller smerter i kroppen. Men værst er det, når modtageren oplever skrammer i sin egen selvfølelse. Når vampyrismen får en form, der gør modtageren selvbevidst på en uhensigtsmæssig måde, eller som virker nedgørende på den anden. Især kvinder har en tilbøjelighed til at lange ud. Det kan være kommentarer om den andens udseende, der, under dække af noget positivt, egentlig bliver grimme.
…” Ih, har du ikke tabt dig? Nej, hvor det klæder dig, at man ligefrem kan se en talje… eller… dit øje hænger slet ikke mere, hvor er det pænt…”
Sådanne kommentarer gør modtageren selvbevidst og peger bagud på en grim måde. ”Jeg var altså tyk og taljeløs og havde hængende øjne før?”
Jeg har så tit undret mig over, hvorfor så mange kvinder kommenterer, uden at der først er givet en tilladelse. For alle kommentarer, der falder uopfordret, er potentielt krænkende.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på en meget smuk og værdig, grønlandsk kvinde, der engang kom hos mig. Hun havde været ude for noget af det mest forfærdelige, jeg i min tid som psykolog havde hørt om. Men hun havde et indre lys, der ikke kan beskrives med ord. Det var meget rørende.
Vi fandt hendes indre have sammen, og da jeg spurgte hende om, hvad der skulle til, for at man kunne få lov at træde ind i hendes smukke have, sagde hun blot: ”man skal bare spørge først.” Man skal bare spørge først! Det er jo egentlig så enkelt, og i forhold til hendes oplevelser var det sådan en vigtig sandhed.
Jeg har siden funderet meget over, hvordan verden ville se ud, hvis vi altid bare spurgte først. Den lille, men umådeligt vigtige grænse, omtanke og respekt for den anden, der ligger i den handling. Vi kender jo ikke hinandens grænser, livshistorie, sensitivitetsniveau eller sårbare områder. Vi ved ikke, hvad der sker i den anden, så nænsomhed er altid en god strategi, i alt fald indtil vi har mere indsigt i hinanden.